Fortsæt til indhold

Ny butik åbner snart: »Det er noget, som byen mangler«

Inden længe er der atter liv i Østergade 26K i Hammel: En cykelhandel med både værksted og butik.

Favrskov

Der har været tøjbutik, skobutik, mobiltelefonreparatør, spisested og legetøj i lokalerne hen over de seneste ti år, men nu rykker noget helt andet ind i Østergade 26K i Hammel – og det er noget, som faktisk slet ikke findes i byen.

Det er Thomas Blaabjerg, som åbner sin første forretning. Navnet bliver ’Oksen cykler’, hvilket jo nok afslører, at der er tale om en cykelhandler.

»Der bliver både værksted og butik. Mest værksted i begyndelsen, men stille og roligt bygger jeg op med flere cykler. I første omgang bliver det mest almindelige hverdagscykler og elcykler, jeg vil sælge, men på værkstedet kan jeg selvfølgelig reparere alle slags cykler,« siger Thomas Blaabjerg, som selv er vældig bidt af at køre mountainbike.

Og ja, navnet på forretningen er en hyldest til afdøde Chris Anker Sørensen, som jo havde kælenavnet Oksen fra Hammel.

I 'Oksen cykler' vil Thomas Blaabjerg altid have kaffen klar på kanden, og et par stole, hvor man kan sætte sig og læse et cykelmagasin. Foto: CSJ

Åbner snart

Thomas Blaabjerg er 42 år og uddannet cykelmekaniker. Han har de seneste 20 år arbejdet i forskellige forretninger i Aarhus, men han har altså aldrig haft sin egen forretning:

»Så det bliver rigtig spændende. Det er jo noget, jeg altid har gået og tænkt på men aldrig rigtig fået sat gang i,« siger cykelmekanikeren.

For syv-otte år siden flyttede han og hustruen til Svenstrup, og siden er der kommet et barn til, så nu er transporttiden til Aarhus blevet lidt for lang, synes Thomas Blaabjerg.

»Da cykelhandleren i Hammel så lukkede for et års tid siden, tænkte jeg, at det da var oplagt at åbne en ny forretning. Det er jo noget, byen mangler,« siger han.

Nu rykker han så på drømmen og er faldet for lokalerne i Østergade 26K, fordi der både er en indgang til cykelværkstedet og til butikken.

Nu skal butikken lige opfriskes, og så regner Thomas Blaabjerg med at kunne åbne allerede 1. oktober.

»Jeg er slet ikke i tvivl om, at det nok skal gå. Årstids-mæssigt er det måske ikke lige det bedste tidspunkt at åbne på, men jeg regner da med, at der i løbet af forår og sommer nok skal være en forretning i det.«