Fortsæt til indhold

Borgmesteren var med på Oles idé: Populær boligforening for seniorer fylder 25 år

Ole Vinsten bor stadig på Flinthøjen i Hinnerup, som han selv tog initiativ til at etablere for over 25 år siden.

Favrskov

Den 8. november 1995 tog Ole Vinsten fra Hinnerup kontakt til daværende borgmester i Hinnerup Kommune, Niels Berg, og foreslog etablering af et andelsbolig projekt for seniorer – en boligform som dengang var ret ukendt.

Ole Vinsten havde igennem sin datter hørt om et tilsvarende projekt i Bredballe i Vejle, som datteren gerne ville have sine forældre til at flytte ind i for at få dem tættere på.

»Projektet i Bredballe blev aldrig til noget, men vi kunne da godt bruge noget lignende i Hinnerup, så jeg foreslog det til borgmesteren, og det var han med på, for kommunen havde nogle storparceller, de gerne ville af med,« fortæller Ole Vinsten.

»Vi boede selv i et parcelhus med en kæmpe have i Hinnerup og ville gerne flytte til noget mindre,« forklarer han.

Ole Vinsten bor stadig på Flinthøjen i Hinnerup, som han selv tog initiativ til at etablere for 28 år siden. Arkivfoto: kj

Flinthøjen

Valg af beliggenhed faldt på Flinthøjen, og mindre end et år efter den indledende kontakt til borgmesteren blev der afholdt det første af en række orienteringsmøder om seniorbo-projektet. Interessen for at komme til at bo i Andelsboligforeningen Seniorbo Flinthøjen var enorm, og allerede inden første spadestik var de 20 boliger booket, fortæller Ole Vinsten.

Borgmesteren var med til at tage første spadestik i december 1997, og i oktober 1998 var de 20 boliger klar til indflytning. Flinthøjen består af 20 rækkehus fra 78 til 103 kvadratmeter og et fælleshus på 156 kvadratmeter med en stor festsal, to gæsteværelser, køkken med service til cirka 50 personer, bryggers med vaskemaskine og tørretumbler samt et hobbyværksted.

»Det har været rigtig rart fra dag 1 at bo her, og bortset fra et enkelt tilfælde har alle fraflytninger været begrundet i livets gang,« fortæller Ole Vinsten, der selv er blevet alene, men sammen med en håndfuld andre af boligejerne har været med lige fra begyndelsen for 25 år siden.

»Vi har et fællesskab, uden at vi sidder lårene af hinanden. Rammen om projektet er vores dejlige fælleshus, hvor vi har løbende arrangementer som strikkeaften og kortspilsaften.«

Succesen med Flinthøjen førte omkring årtusindeskiftet til, at der blev igangsat et lignende seniorbo-projekt med 22 andelsboliger på nabovejen Hindhøjen i Hinnerup.

Flinthøjens 25 års jubilæum bliver markeret med flaghejsning og fest for beboerne.