Fortsæt til indhold

Nu skal borgerne eje købmanden

Ejerne af Min Købmand i Voldum har fundet ønskeplaceringen til en ny butik og melder desuden ud, at den kommende butik skal være borgerejet.

Favrskov

Bygningen, hvor Min Købmand i Voldum ligger, skal rives ned for at give plads til et nyt boligområde. Flere placeringer til en ny Min Købmand har været i spil, men nu melder ejerne Mickie Borch og Flemming Møller Hoe ud, at de har fundet ønskeplaceringen, og at to lodsejere er interesserede i at sælge et stykke af deres jord til en ny butik.

Ønskeplaceringen er i hjørnet, hvor Egåvej og Skadervej mødes. Mickie Borch og Flemming Møller Hoe er dog ikke længere i de planer, end at de altså har fået en positiv tilbagemelding fra lodsejerne.

Til gengæld er de langt med tankerne om den nye butik. De drømmer om 805 kvadratmeter lokaler, hvoraf de 550 kvadratmeter er salgsareal, og så ved de, at den nye butik skal være borgerejet.

Og hvad vil det så sige, at butikken er borgerejet? Ja, det vil Dagrofa, som står bag Min Købmand-kæden, gerne fortælle meget mere om på et borgermøde 3. oktober klokken 19-21 i Voldum Hallen.

Kort sagt betyder det, at borgerne køber anparter af 2.500 kroner stykket.

»Dermed kommer borgerne til at eje bygningen og al inventaret, og vi leaser så inventar og betaler husleje. Vi sidder altså til leje ved byen, ved borgerne, og borgerne bliver udlejer med alt, hvad det indebærer,« forklarer Flemming Møller Hoe.

En fremtidssikring

Mickie Borch og Flemming Møller Hoe håber, at så mange som muligt vil købe anparter.

»Jo flere penge jo bedre, for des færre penge skal vi ud at finde,« siger Flemming Møller Hoe og Mickie Borch tilføjer:

»Godt nok går det ganske fint i butikken, men så godt går det trods alt heller ikke. Vi har ikke lige 10,5 millioner kroner til ny butik.«

Købmændene regner med, at det vil koste omkring otte millioner kroner at bygge og 2,5 millioner kroner at købe inventar.

Ejerne af Min Købmand i Voldum Flemming Møller Hoe (til venstre) og Mickie Borch glæder sig til at komme i nybyggede lokaler, da nuværende gamle butik giver kringlede arbejdsgange. Foto: CSJ

Ud over borgernes anparter skal Min Købmand Voldum også ud at søge fonde. Desuden stiller Dagrofa en garanti.

Hvorfor skal Voldum-borgerne smide 2.500 kroner i Min Købmands retning? Hvad får de ud af det?

»Det er ikke ligesom at være investor, hvor man får et afkast, for det kan butikken ikke bære. Tilgengæld er det en fremtidssikring af, at der altid er en dagligvarebutik i byen. Når Flemming og jeg engang ikke skal være købmænd mere, så står bygningen og inventaret jo klar til en ny. Det er meget nemmere at få en ny købmand ind på den måde, fordi personen ikke skal ud at gældsætte sig helt vildt,« siger Mickie Borch, som påpeger vigtigheden af en butik i lokalområdet:

»Det er så vigtigt, at vi har det hele i Voldum: Skole, hal og købmand. Det vil starte en lavine, hvis en af delene dør. Eksempelvis: Dør vi, flytter færre hertil, så dør skolen, og så dør hallen. Det hele hænger sammen.«

Bakker op

Købmændene forklarer, at de helst skal op over tre millioner kroner, hvoraf halvdelen er fra fonde, og den anden halvdel er fra borgerne.

»Så det er jo omkring 600 anparter,« siger Mickie Borch.

Hvad nu, hvis ingen vil købe anparter?

»Den tanke har vi slet ikke tænkt, for er der nogen, der kan, så er det Voldum. Her står folk bare sammen,« siger Mickie Borch.

Hvad vil det betyde for jer, at borgerne køber anparter?

»Jeg tror, at det er lidt den samme følelse, som de giver os hver dag. Vi er stolte og glade for, at der bliver bakket så godt op om os,« siger Mickie Borch.

»Det vil være en kæmpe tillidserklæring. Desuden viser en markedsanalyse, at hvis man har købt anparter, så er man 20 procent mere loyal mod butikken,« tilføjer Flemming Møller, som håber og drømmer om, at en ny Min Købmand i Voldum kan åbne i 2025.