Fortsæt til indhold

Nu skal Voldum-område udvikles: Plads til 13 villaer

Et 4,5 hektar stort areal i Voldum skal nu have lavet en lokalplan.

Favrskov

De første spæde skridt til en lokalplan for et nyt boligområde på Voldum-Rud Vej 44 i Voldum er nu taget. Igangsætningen af lokalplanen er godkendt af Plan- og Landdistriktsudvalget, så nu kan arbejdet med planen gå i gang.

Teknik og Miljø har udarbejdet dette eksempel på, hvordan boliger, købmand, fælles opholdsarealer, regnvandsbassin, veje og stier kan placeres. Foto: Favrskov Kommune

Lokalplanen skal dække et cirka 4,5 hektar stort areal, som ligger syd for Revens Møllebæk, nord for Voldum-Rud Vej, øst for den kommunale udstykning på Møllebækken og vest for Voldumegnens Friskole.

Den nye lokalplan tager udgangspunkt i et ønske om flere byggegrunde i Voldum samt at finde en ny placering til den eksisterende dagligvarebutik i Voldum, som er Min Købmand. Ejerne af Min Købmand har dog udset sig en anden placering til den nye butik, hvilket du kan læse andet sted her på siden.

»Den vigtigste grund til at få lavet en ny lokalplan for det her areal er nu heller ikke så meget placeringen af den nye købmand, men mere at der ikke er flere grunde tilbage derude. Det vigtigste er fortsat vækst i Voldum,« forklarer Nils Borring (S), som er formand for Plan- og Landdistriktsudvalget – han fortsætter:

»I det videre arbejde med lokalplanen og helhedsplanen for Voldum vil placering af butikken blive afklaret.«

Et eksempel

Teknik og Miljø har udarbejdet et eksempel på, hvordan boliger, købmand, fælles opholdsarealer, regnvandsbassin, veje og stier kan placeres på Voldum-Rud Vej 44. I eksemplet vises 13 parcelhusgrunde med en grundstørrelse på 800 til 1.100 kvadratmeter. Voldum Lokalråd ønsker desuden, at der i en del af området gives mulighed for rækkehuse eller små parcelhusgrunde. Derfor foreslår forvaltningen, at lokalplanen skal give mulighed for, at op til fire af grundene kan anvendes til netop det.

Nord for boligbebyggelsen er tænkt som fælles opholdsarealer, og i det nordvestlige hjørne reserveres et areal til et regnvandsbassin.

I forvaltningens eksempel på indretningen af området er dagligvarebutikken, samt eventuelt mindre butikker som eksempelvis et pizzeria, placeret ned mod Voldum-Rud Vej, hvor der er æbleplantage.

Når forslaget til lokalplanen er lavet, kommer det i offentlig høring i otte uger.