Vand på skoler og veje: »Jeg har ikke oplevet noget lignende«
Skoler, børnehaver og idrætshaller blev oversvømmet.
Tirsdagens ekstreme regnvejr gav udfordringer på vejene og i en lang række offentlige bygninger i Favrskov Kommune, som ikke kunne holde vandet ude. Der trængte vand ind på folkeskoler, børnehaver og haller, oplyser Claus Vind Andersen, chef for Trafik og Ejendomme i Favrskov Kommune.
»Jeg kan roligt sige, at jeg ikke har oplevet noget lignende i mine fem år som chef for området,« siger Claus Vind Andersen.
Vand i skoler og haller
Adskillige folkeskoler har fået vand i kælderen. Det er sket på Rønbækskolen i Hinnerup, Hadbjerg Skole, Østervangskolen i Hadsten samt Skovvangskolen og Søndervangskolen i Hammel. På de to skoler i Hammel stod der henholdsvis 1.000 og 500 kvadratmeter kælder under vand.
Halgulvet på Haldum-Hinnerup Skolen har fået vand, men ser umiddelbart ud til at kunne reddes, og der er også trængt vand ind i Hadsten Hallen i lokalerne omkring taekwondoklubben, hvor der er pumpet vand væk og fjernet løsøre.
Kommunen har haft travlt med at suge vand og tørre bygningerne, og derefter skal man i samarbejde med forsikringen have vurderet omfanget af vandskaderne.
Vand på vejene
Som de fleste nok har set, blev en lang række veje oversvømmet og stod under dybt vand, så det var svært eller nærmest umuligt at komme igennem i bil. De fleste steder var vandet væk i løbet af formiddagen, men enkelte lavtliggende steder blev vandet liggende på vejene i længere tid.
Det var blandt andet tilfældet på Århusvej ved jernbaneviadukten i Hinnerup, hvor vandet fra åen blev presset op, så der stod så megen vand, at man ikke kunne passere. Her blev der lavet omkørsel, indtil vejen blev åbnet tirsdag ved midnat.
Torsdag eftermiddag var der stadigvæk vand i stitunnelen i Selling, og nogle steder er stier blevet undermineret, oplyser Claus Vind Andersen. Det gælder blandt andet en grusgangsti ved Præstemarkhallen i Søften, der er delvist skyllet væk, og en flisesti ved Korsholm Børnehave i Foldby.