Over en million kroner i tilskud til is-tapas, mikrobryggeri, forsamlingshus og friluftsbad i Favrskov
Fire projekter i Favrskov modtager udviklingsstøtte.
LAG Randers-Favrskov har uddelt støtte til syv projekter, heraf fire i Favrskov og tre i Randers Kommune.
I Favrskov er der givet tilskud til to erhvervsprojekter og to foreningsprojekter, oplyser LAG Randers-Favrskov i en pressemeddelelse:
Erhvervsprojekter
Mammis Gelato i Vitten har modtaget 347.553,50 kroner til udbredelse af et is-tapas koncept. For at kunne producere mere og udvide sæsonen har de brug for mere frysekapacitet, og for at sælge ude i lokale butikker skal der etableres et netværk af fryseskabe. Støttebeløbet er på 50 procent af det samlede projektbeløb, og der er tale om EU-midler.
Lindegaarden Svejstrup har fået 198.180 kroner til at etablere et mikrobryggeri og ciderproduktion i sammenhæng med Svejstrup Fiskepark. Denne støtte svarer ligeledes til 50 procent og består af EU-midler.
Foreningsprojekter
Vitten Borger- og Forsamlingshus modtager 250.000 kroner til etablering af et forsamlingspunkt med legeplads, multibane og en cykelbane. Støttebeløbet kommer fra de kommunale LAG puljer. Det samlede projekt har en værdi på cirka 827.000 kroner.
Voldby Friluftsbad har modtaget 350.000 kroner til renovering med mere. Friluftsbadet er nedslidt og trænger til en større omgang. Der skal skiftes bassindug, lamper, kemidosering, alarmsystem, doseringsautomat og etableres solceller. Derudover noget forskønnelse med palmer, plantekasser og solvogne. Støtten til friluftsbadet kommer fra de kommunale LAG puljer. Renoveringen af friluftsbadet løber i alt op i cirka 1,6 millioner kroner.
Det er anden gang i år, der uddeles LAG-midler i Favrskov og Randers. Foreningen havde i alt modtaget 11 ansøgninger, hvoraf der blev givet støtte til de syv af dem.