Til bal på slottet: Fik en sludder med prinsen
Kamille Heesgaard Johannesen og Nicolai Prang blev 15. oktober en stor oplevelse rigere, da de var til gallataffel på Christiansborg Slot.
Det er dagen efter dagen derpå, og Favrskovs to 18-årige deltagere i Hans Kongelige Højhed Prins Christians 18-års-fødselsdagsfest kan gøre status over oplevelsen.
»Det var en fuldstændig fantastisk oplevelse. Det overgik alle mine forventninger og alt, hvad jeg nogensinde har prøvet i mit liv,« fortæller Nicolai Prang fra Hadsten og tilføjer:
»Det allerstørste ved aftenen var at hilse på prinsen og ønske ham tillykke og få en sludder med ham i baren.«
Også Kamille Heesgaard Johannesen fra Hinnerup sætter pris på fødselsdagsinvitationen.
»Det var virkelig godt. Meget spændende at få lov at komme ind på Christiansborg Slot og opleve hele det univers. Det var en stor oplevelse,« siger hun.
For Kamille var mødet med de kongelige kun det næststørste ved aftenen:
»Musikken var så smuk. Det var en virkelig stor oplevelse at høre DR Pigekoret og Københavns Drengekor synge sådan en hel sal op. Men selvfølgelig var det også stort at se og tale med kongefamilien,« siger hun.
Kamille og Nicolai deltog i gallataffelet sammen med to 18-årige fra hver af landets kommuner samt Grønland og Færøerne. Her i Favrskov Kommune foregik udvælgelsen af de to unge ved, at foreninger kunne indstille kandidater, blandt hvem der blev trukket lod.
Kamille blev indstillet af HOG Hinnerup og Nicolai Prang af DDS HadstenSpejderne.
Nerverne
Kamille og Nicolai ankom til gallafesten på Christiansborg Slot på lidt forskellig vis. Nicolai kørte i bus sammen med en masse af de andre unge fest-deltagere, mens Kamille tog til København dagen før og boede på hotel sammen med nogle veninder.
Fælles for dem begge og resten af de unge var, at de skulle mødes i Christiansborg Slotskirke. Her kunne bus-gæsterne hoppe i festtøjet og gøre sig klar, mens Kamille blot skulle nette sig, da hun havde gjort sig klar på hotellet og havde taget en taxa til kirken.
Derfra gik de unge over til Christiansborg Slot. Her ventede pressen, før der var mulighed for at mingle med alle de andre unge.
»Så ventede vi i rigtig lang tid på, at vi skulle stille os op i kø med vores makkere. Og så skulle vi ind og hilse på de kongelige,« fortæller Kamille Heesgaard Johannesen, der på forhånd havde øvet, hvordan man tiltaler de kongelige korrekt.
Hun fortæller, at nerverne gik lidt op og ned i løbet af dagen:
»Jeg var ikke nervøs, før jeg satte mig i taxaen. Så ramte det: Nu er det nu. Men så faldt nerverne lidt igen, da jeg talte med nogle af de andre piger. Men så lige inden, vi skulle ind og hilse, så kunne jeg mærke nerver igen: Jeg skulle huske at neje, give hånd, smile og holde øjenkontakt på samme tid. Jeg ville jo gerne gøre det ordentligt, så det var tungen lige i munden, for ikke at fucke det helt op, men det gik jo helt fint, og så var der ro på igen.«
Hun afslører, at hun til dronning Margrethe sagde: »Godaften Deres Majestæt« og til kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og prins Christian: »Godaften Deres Kongelige Højheder.« Prinsen fik desuden et »Tillykke med dagen.«
Nicolai Prangs nerver var noget mere i ro.
»Jeg var ikke nervøs derinde. Det var hele tiden meget tydeligt og klart, hvad der skulle ske, og der var folk overalt til at hjælpe,« siger han og tilføjer, at også han på forhånd havde sørget for at få helt styr på tiltaleformerne
Maden, sangen og talerne
Endelig entrerede Kamille og Nicolai Riddersalen, hvor middag, taler og senere overraskende underholdning fandt sted.
»Det var lækker mad og helt utrolig smuk korsang. Og så var det nogle virkelig gode taler – de var langt over forventningen. Man ved jo, at taler godt kan være kedelige nogle gange, men de her omfavnede virkelig vi unge,« siger Kamille Heesgaard Johannesen.
Favrskovs unge sad til bords med en hofdame, en person fra Forsvaret samt andre unge, og snakken gik ifølge Nicolai »helt fint.«
En sludder med prinsen
Da middagen var slut, gik festens deltagere ind i de lokaler, hvor de også tidligere havde minglet. Det var på dette tidspunkt, at Nicolai Prang med egne ord »fik en kort sludder i baren« med prins Christian og kronprins Frederik. Han fik også talt med både kronprinsesse Mary og prinsesse Benedikte.
»Det var bare sådan noget med, hvilken kommune vi kom fra, og om vi havde glædet os til dagen,« forklarer Nicolai Prang.
Også Kamille fik talt med en masse:
»De var så søde alle sammen.«
De andre unge eller de kongelige?
»Hele molevitten! De kongelige gik jo bare rundt, som de almindelige mennesker, de jo også er. På et tidspunkt stod Mary pludselig lige bag mig, og så talte vi lidt om korene og talerne, og hvor smukt det hele var. Jeg fik også talt med Dronning Anne-Marie. Ej, men hun var SÅ sød. Hun syntes bare, at det var det fedeste, at alle vi unge var inviteret med,« siger Kamille Heesgaard Johannesen med et smil.
En overraskende optræden
Efter lidt tid gik turen tilbage i Riddersalen, hvor alle borde i mellemtiden var blevet fjernet. I afdæmpet belysning spillede Livgardens Musikkorps med neonlysende trommestikker på scenen i den ene ende af rummet.
Men festlighederne var endnu ikke ovre. Hendes Majestæt Dronningen havde nemlig en ”lille” overraskelse oppe i ærmet til alle gæsterne: En koncert med Benjamin Hav & Familien.
»Det var et vildt fedt show, som også var en god måde at få løsnet lidt op på det formelle,« siger Kamille, som tilføjer, at det var kronprinsesse Mary, der fik trukket de unge længere op på dansegulvet.
Og så klokken 22 gik prins Christian på scenen og takkede for dagen. En uforglemmelig oplevelse rigere gik turen hjemad for Kamille og Nicolai. Eller det vil sige på hotel for begges vedkommende. Nicolais familie havde nemlig taget turen til København for at se sønnen i sit stiveste puds til bal på slottet, og Kamille skulle jo tilbage til veninderne. Eller faktisk hentede veninderne hende uden for slottet:
»De stod lige bag al pressen med smil fra øre til øre, klar til at høre om det hele. De var så spændte, og havde siddet med tårer i øjnenen, da jeg nejede foran de kongelige,« fortæller Kamille, som hoppede i venindernes medbragte skiftetøj: Joggingbukser, jakke og sneakers – slots-eventyret var slut.