Teenager pustede liv i ungdomsafdeling: Nu må hun igen kæmpe for sin sport
Celina Isabella Nørager Andersen kæmper for at bevare ungdomsvolleyballhold, som hun selv tog initiativ til.
16-årige Celina Isabella Nørager Andersen fra Foldby er ifølge sig selv ikke den store boldspiller og har ikke haft store evner for at spille fodbold og håndbold med videre. Det ændrede sig for et par år siden, da hun havde volleyball som emne i idræt på Præstemarkskolen. Hun kendte ikke noget til sporten, men viste sig at have mere flair for volleyball end andre boldspil.
»Det var noget andet med volleyball, og jeg ville gerne lære noget mere og blive bedre og se, hvad det kunne føre til,« fortæller Celina.
Den dengang 14-årige pige fik faktisk så meget mod på volleyball, at hun kontaktede den lokale klub, Hinnerup Volleyball Klub (HVK), for at høre, om det var muligt at spille i klubben. HVK har tidligere haft en ungdomsafdeling, men den blev nedlagt under corona, og klubben svarede, at der ikke var basis for at starte noget op, hvis der ikke var andre interesserede.
Det lod Celina sig ikke slå ud af. Hun hang en plakat op på nogle skoler, hvor hun efterlyste andre, der kunne være interesserede i at starte i en klub. I fællesskab med klubben lykkedes det at samle nogle stykker, så i foråret 2022 genopstod ungdomsafdelingen i HVK, der holder til i Haldum-Hinnerup Hallen.
Få blev til mange
Rygtet bredte sig, og efter sommerferien dukkede der tæt på 15 spillere op til klubtræningen.
Det var mange flere end i foråret, og der blev etableret et U17-hold, der i løbet af 22/23-sæsonen deltog i turneringer med andre klubber.
Holdet har trænet en gang om ugen, og Celina selv har også spillet med klubbens seniorer, er blevet sendt på trænerkursus og har været til talentsamlinger.
»Der er sket utroligt meget i de halvandet år, jeg har spillet volleyball,« fortæller hun med et smil.
»Celina er for beskeden til selv at sige til, men hun er blevet voldsom god til at spille volleyball,« tilføjer Lars Andersen, der er træner for ungdomsholdet sammen med Lone Møller og Jonas Schwartz Nielsen.
Halvdelen stopper
Nu er der imidlertid opstået et nyt problem. Over halvdelen af ungdomsspillerne stopper, fordi de skal på efterskole. Celina er selv gået ud af 9. klasse, men hun skal på gymnasiet i Hadsten og har derfor mulighed for at blive ved med at spille volleyball i Hinnerup.
»Det er lidt som at starte forfra igen, men jeg vil kæmpe for at blive ved med at spille så længe som muligt i klubben. Jeg blev fanget af volleyball med det samme, selvom det er svært, og man skal bare springe ud i det. Vi har haft en på holdet, der havde svært ved at serve, men hun blev bare ved. Det er sejt.«
Plads til alle
Hinnerup Volleyball Klub har gjort det, at man opgraderer U17 holdet til et U19 hold, så de ældste spillere har mulighed for at fortsætte i ungdomsafdelingen. Det kan give større aldersforskel på spillerne, men det betyder knap så meget i volleyball, fortæller træner Lars Andersen.
»Man har ikke fysisk kontakt i volleyball som i håndbold og fodbold, så man kan godt spille med og mod hinanden, selvom der er 3-4 års forskel. Vi har valgt at sige, at den ældste spiller sætter grænsen, og man skal ikke være bange for at komme som nybegynder.«
Ungdomsafdelingen i Hinnerup Volleyball Klub træner hver torsdag klokken 18-20 i Haldum-Hinnerup Hallen. Første træning er torsdag 17. august, hvor Celina og klubben håber at se nye ansigter.
Hinnerup Volleyball Klub er så vides den eneste klub i Favrskov Kommune, der har en ungdomsafdeling.