Pres på pasningen: Børnehus om- og tilbygges for 11,85 millioner kroner
20 nye vuggestuepladser og 20 nye børnehavepladser skal komme ud af den om- og tilbygning, som Børnehuset Elmegården i Hinnerup står overfor.
I Hinnerup-området, som også dækker over Søften og Foldby-Norring, er et væsentligt underskud af både vuggestue- og børnehavepladser fra 2024, viser Favrskov Kommunes pasningsprognose. Derfor skal der sættes ind hurtigt for at sikre flere pladser.
En del af løsningen bliver en 11,85 millioner kroners udvidelse og ombygning af Børnehuset Elmegården. Det skal give 20 ekstra vuggestuepladser og 20 ekstra børnehavepladser.
Med i de 11,85 millioner kroner er også etablering af legeplads, indkøb af inventar til de nyetablerede daginstitutionspladser samt etablering af ekstra P-pladser.
Fra efterårsferien 2024
Det er et stigende antal børn i Hinnerup kombineret med rekrutterings-vanskeligheder i forhold til nye dagplejere, som har øget behovet for pladser fra 0-6 år.
At det lige er Børnehuset Elmegården, som er udset til om- og tilbygning, skyldes, at der her er plads til at etablere én samlet tilbygning. Desuden er Elmegården i dag en mindre institution, der kan rumme 50 børnehavebørn og 13 vuggestuebørn. Fra omkring efterårsferien næste år kan der så lægges 20 børn oveni, både det ene og det andet sted.
Tilbygningen bliver opført som modulbyggeri i første halvdel af 2024 og kan derfor stå klar allerede midt i 2024, men fordi den nuværende/gamle institution skal ombygges, kan de nye pladser først tages i brug ved efterårsferien. Under ombygningen bruges den nye del til genhusning.
De indkomne tilbud på projektet vil bliver vurderet og vægtet ud fra, hvor der er bedst forhold mellem pris og kvalitet.
»I den videre tilpasning af det vindende projekt inddrages udvalgsformændene for Teknik- og Miljøudvalget og Børne- og Skoleudvalget, den lokale ledelse, medarbejdere og forældregruppe,« står der i forvaltningens beskrivelse af sagen.
Både Teknik- og Miljøudvalget samt Børne- og Skoleudvalget har godkendt sagen, så nu skal det samlede byråd blot give det sidste godkendelsesstempel på sit kommende møde.