Fortsæt til indhold

Ny konstitueret præst med hang til veteranbiler

Menighedsrådsformand regner med, at der er sat navn på den blivende præst i Vejerslev-Aidt-Thorsø inden jul. Indtil en ny præst er indsat, er Hans Erik Apelgren konstitueret.

Favrskov

Frem til 14. februar er Hans Erik Apelgren konstitueret sognepræst i Vejerslev, Aidt og Thorsø Sogne, der er en del af fællespastoratet Høj stene.

Det glæder menighedsrådsformand i Vejerslev-Aidt-Thorsø, Erik Bertelsen, at der i de tre måneder er tale om samme præst – indtil en ny blivende præst bliver ansat.

»Vi har rykket meget for, at vi gerne vil have stabilitet, så vi ikke skal ud at finde en ny præst hver søndag,« siger Erik Bertelsen, som regner med, at der er sat navn på den blivende præst i Vejerslev-Aidt-Thorsø inden jul. Tiltrædelsen sker dog først næste år.

»Vi håber, der kommer mange ansøgninger til stillingen. Vi har også været til matchdag i Aarhus, hvor alle, som bliver færdiguddannede som præster til jul, deltog. Her kunne de kommende præster møde alle, som har ledige stillinger. Vi talte med 15 forskellige ud af 20, og flere gav udtryk for, at de var interesserede,« siger Erik Bertelsen.

Den konstituerede præst

Den konstituerede præst Hans Erik Apelgren er født i Dronninglund i Vendsyssel i »en indremissionsk light familie,« beskriver præsten selv.

Han har været gift med sin hustru i over 50 år, og de har to sønner og to døtre.

Af kuriositeter kan nævnes, at Hans Erik Apelgrener er opvokset på et autoværksted og altid har været bidt af veteranbiler – han har selv haft adskillige af slagsen, mest jaguarer. Derudover kan nævnes, at han fra 1974 til 1981 var ejendomsmægler.

I 1981 blev han ansat som sognepræst i Hobro, hvor han virkede i fem år, indtil han i 1986 blev ansat i Asferg-Fårup Pastorat. Her tjente han frem til sin afsked i 2018, hvor han faldt for aldersgrænsen.