Danmarks bedste bageri: »Stemningen er på vej til ekstase«
Stoltheden er stor hos de ansatte i Bagergården i Hinnerup, der er blevet kåret som Danmarks bedste bageri. En titel, som butikken også tog i 2020.
Det er dagen derpå for Bagergårdens 52 ansatte, og smilene er fortsat store. Tirsdag 28. november snuppede stedet titlen som Danmarks bedste bageri i en konkurrence lavet af turismesiden OpdagDanmark.
»Stemningen er på vej til ekstase,« siger ejer Anders Hagelquist Pedersen med smil i stemmen.
»Vi er pavestolte hele vejen rundt, lige fra bagerlærlinge til butiksansatte. Det er jo en kæmpe cadeau. Vi er stolte af, at så mange har brugt tid og energi på at stemme på os og det, som vi sætter en ære i hver dag,« fortsætter bagermesteren.
Hvad er det, som gør jer så gode?
»Vi går meget op i det, vi præsterer hver dag. Vi arbejder hele tiden med kvaliteten og sørger for at bruge nøje udvalgte råvarer. Vi går også meget op i, at kunderne skal have haft en god oplevelse, når de gå herfra. De skal synes, at det er spændende at gå til bageren. Derfor laver vi også mange nye ting, sådan at de bliver ved med at synes, at det er spændende at komme her,« siger Anders Hagelquist Pedersen.
I samme ombæring peger han på, at det ikke kun er selve produktet – altså brødet og kagerne – som får kunderne til at komme igen og igen.
»Vi har nogle fantastiske piger i butikken, som gør en stor dyd ud af at give kunderne en god oplevelse, og som knokler for, at de kommer hurtig til.«
Skal fejres
Mange har allerede været forbi Bagergården enten fysisk eller via sociale medier for at lykønske butikken.
»Vi har læst hver en kommentar, folk har skrevet om os, og vi er så glade for alle de pæne ord, vi læser og hører,« siger bagermesteren.
»Så er det altså skønt at gå på arbejde. Og vi arbejder jo mange timer – det her giver lige et ekstra energispark til de lange dage i bageriet,« fortsætter Anders Hagelquist Pedersen, som endnu ikke har fundet på en måde at fejre titlen.
»Men det skal da helt sikkert fejres både med kunderne og de ansatte.«