Fortsæt til indhold

Sad fast i kæmpe snedrive men fik hjælp: »Vi er så taknemlige for husly«

Hjælpen var nær, da Hjørring-par pludselig sad fast i sneen langt væk hjemmefra. Winni og Flemming Christensen i Voldum åbnede nemlig deres hjem.

Favrskov
Følg snestormen direkte i vores liveblog, som løbende bliver opdateret med seneste nyt i tekst, billeder og video her.

Da Henriette Andersen sammen med sin kæreste Brian Simoni kørte fra Hjørring klokken 4 om natten onsdag 3. januar, var der ikke sne, og parret tænkte, at det så rimelig sikkert ud at køre mod Skejby Sygehus, hvor Henriette skulle til undersøgelse.

»Vi synes, at det så okay ud – og så er vi jo også vendelboer, så der skal nok lidt mere til for at ryste os,« fortæller 45-årige Henriette Andersen.

Parret kørte langsomt afsted. Fra lidt syd for Aalborg og frem til Aarhus var motorvejen næsten ikke ryddet, men det gik langsomt og fint fremad, og parret nåede aftalen på sygehuset.

Flemming Christensen (til venstre), som ejer ’Hvalløs værksted og smedie’, kørte hele onsdag rundt i sin traktor og hjalp nødstedte, strandede folk ud af snemasserne. Han havde selv parret Henriette Andersen og Brian Simoni fra Hjørring samt Morten fra Spentrup boende, mens snestormen rasede af. Privatfoto

Endte i stor snedrive

Henriette Andersen var til undersøgelser det meste af dagen, så hun og kæresten kørte først derfra ved 14-tiden. På det tidspunkt var motorvejen ved Hinnerup helt lukket til, så noget personale på sygehuset anbefalede rute 180, og derfor blev parret ledt i retningen af Voldum.

De nåede dog ikke længere end 15 kilometer, før de endte i en to timer lang kø på grund af lastbiler, som sad fast.

»Da vi var ude af køen, fortsatte vi med at køre efter gps’ens anvisninger – vi er jo ikke vant til at køre her – og så blev vi ledt gennem Voldum. Vi prøvede hele tiden at holde øje med, hvilke strækninger der var gule og røde,« fortæller Henriette Andersen.

Da de nåde til Hvalløsvej i Voldum, så vejen umiddelbart ud til at være ryddet.

»Men det viste sig kun at være halvdelen, og så endte vi i en kæmpe snedrive,« siger Henriette Andersen.

Hun og kæresten var dog så heldige, at en beboer på vejen hjalp dem med at grave bilen fri. Det tog bare så lang tid, at vejen bag dem allerede var fyget til igen. Beboeren hjalp Hjørring-parret med en kontakt til andre af vejens beboere, nemlig Winni og Flemming Christensen – hun driver ’Voldum kranio-sakral terapi’ og han ’Hvalløs værksted og smedie’.

»Flemming kom med sin traktor og skovlede os fri. Så trak han os hjem til sig selv, og vi fik at vide, at vi måtte overnatte,« forklarer Henriette Andersen.

Hvad tænkte I så?

»Vi tænkte: ’Det gør vi! Vi turde simpelthen ikke mere. Og vi aner jo knap nok, hvor vi er henne.«

»Vi er så taknemlige«

Henriette og Brian blev indlogeret i en lejlighed ved siden af Winni og Flemmings hus. Det er normalt Voldum-parrets datters. En anden strandet person fra Spentrup sov i Winnis klinik.

»Winni og Flemming har bare været så søde. De sørgede for aftensmad, kaffe, en seng at sove i og ikke mindst morgenmad, som vi sidder og får nu,« siger Henriette Andersen dagen derpå.

»Vi er så taknemlige. Det er fantastisk med sådanne mennesker, der bare åbner deres hjem for fremmede. Vi har haft et varmt og godt sted at være, modsat de mange, som har siddet på motorvejen i rigtig mange timer – dem har vi ondt af,« siger Hjørring-kvinden og tilføjer:

»Så er vi danskere altså gode – vi rykker sammen i bussen! Det er stort, at vi stadig har sådan en kultur.«

Ganske kort tid efter interviewet med Lokalavisen blev Hjørring-parret og manden fra Spentrup udstyrret med lidt proviant, og så drog de hjemad.