Fortsæt til indhold

En ildsjæl fylder rundt: »Det kræver noget helt specielt at turde gå forrest«

»Uden Margit Sandvang Larsens store energi og drive ville Røde Kors Hadsten-Hinnerup ikke være det samme,« lyder det i fødselsdagsportrættet her.

Favrskov
Af bestyrelsen i Røde Kors Hadsten-Hinnerup

Margit Sandvang Larsen – mangeårig formand for Røde Kors’ lokalafdeling i Hadsten-Hinnerup - runder 60 år 17. januar.

Som formand har Margit været en virkelig stor drivkraft i udviklingen af lokalafdelingen. Fra at være en lille afdeling med et yderst begrænset budget har Røde Kors nu to flotte tøj-genbrugsbutikker samt de to nyskabelser i Danmark: Café Snakbar i Hadsten og Bygge-Genbrug til hus og have i Hinnerup. Begge initiativer er de første under Røde Kors, og vi får derfor ofte besøg af andre interesserede, som ønsker at starte lignende op. Det kræver virkeligt noget helt specielt at turde gå forrest – og det tør Margit.

Ud over forretninger har Røde Kors i Hadsten/Hinnerup rigtig mange aktiviteter i gang.

Hvis nogen får en ide og tager initiativ til noget nyt, kan de altid regne med Margits støtte til at undersøge sagen nærmere og se, om den er holdbar.

Margit er et smilende og meget etisk og seriøst menneske. Der er meget stor respekt omkring hendes arbejde, både blandt de frivillige, men ikke mindst blandt alle de offentlige instanser og virksomheder, som Røde Kors arbejder sammen med.

Hun arbejder flittigt og grundigt med de sager, der måtte komme, og hun sørger altid for, at alle sager bliver afsluttet på en ordentlig måde, ligesom hun altid tager de mennesker, der henvender sig, alvorligt og seriøst.

Uden Margits store energi og drive ville Røde Kors Hadsten-Hinnerup ikke være det samme.

Alle os, der arbejder sammen med hende ønsker virkelig, at hun vil fortsætte sit arbejde mange år endnu.

Stort tillykke fra bestyrelsen