Fortsæt til indhold

Indbrud i tre Røde Kors-butikker på én nat: »Det er penge som kunne være gået til julehjælp«

Udbyttet for en eller flere indbrudstyve blev nogle småpenge i nogle indsamlingsbøsser.

Krimi

Én nat, tre forskellige Røde Kors-butikker, tre indbrud.

En eller flere indbrudstyve udså sig natten til torsdag 30. november Røde Kors’ bygge-genbrug på Samsøvej i Hinnerup, Røde Kors’ tøjbutik på Banegårdsplads i Hinnerup og Røde Kors Cafeen i Østergade i Hadsten.

»Så vidt vi kan se, har de bare været inde og rode og er ikke smuttet med andet end nogle småpenge i nogle indsamlingsbøsser. Vi tænker, at det er penge, de er gået efter, men butikkerne ligger ikke inde med penge natten over. Kassen er tom alle steder,« siger Margit S. Larsen, der er formand for Røde Kors Hadsten-Hinnerup.

Formanden ærgrer sig dog alligevel over indbruddene.

»Fordi der er brudt døre og vinduer op, er der noget, som nu skal repareres. Vi har en høj selvrisiko på vores forsikringer, så de første 5.000 kroner betaler vi selv. Det var penge, som kunne være gået til julehjælp for fem familier eller halvanden ferielejr,« siger hun og tilføjer:

»Vi bliver kede af det. Det er jo vores fritid, vi bruger på det her. Det gør bare det hele ekstra træls.«

Sådan er det sket

I Byggegenbrugs-butikken er tyven kommet ind via køkkenvinduet ud mod Aarhusvej. Vinduet er brudt op, og planterne i vindueskarmen er væltet ned.

Nogle ting fra butikken er sat ud i køkkenet, men tyven har alligevel valgt at lade det blive:

»Om personen er blevet forstyrret, ved vi jo ikke,« siger Margit S. Larsen, som kalder det »vovet« at bryde ind fra Aarhusvej, der er relativt befærdet.

I tøjbutikken er tyven eller tyvene ligeledes gået ind via et opbrudt køkkenvindue – et der vender ud mod togskinnerne. Det er fjerde gang på 11 år, tøjbutikken har haft indbrud.

I Røde Kors Cafeen i Hadsten er døren brudt op, så kodelåsen er gået i stykker.

»Det er rigtig træls, for vi er mange, som bruger lokalerne,« siger formanden.

En dør til et depotrum er desuden brudt op, så låsen er fuldstændig ødelagt.

»Det her er sket midt i et snevejr, så vi tænkte måske, at tyven ledte efter en kop varm kaffe. Men det er nok alligevel ikke lige det, som personen er gået efter. Men vi vil faktisk gerne byde ham eller hende på kaffe, og vi vil gerne hjælpe personen med at holde jul, hvis det er det, der er problemet. Det er så ærgerligt at gøre sådan noget her, som koster os penge, når personen bare kunne have bedt om julehjælp og så fået det,« siger Margit S. Larsen, som endnu ikke har et præcist overblik over, hvad skaderne løber op i.