Hundepatrulje på stedet: Kørte galt i stjålen bil og flygtede til fods
En bil stjålet i Risskov blev efterladt af en mand i 20'erne efter et færdselsuheld i Hinnerup.
En mand flygtede søndag 3. november til fods fra et færdselsuheld på Svinget i Hinnerup. Det var måske ikke så underligt endda, eftersom han kørte i en stjålen bil.
Uheldet skete klokken 14.25, hvor bilisten i den stjålne bil tilsyneladende kom for langt over i den modsatte vejbane og dér stødte sammen med en 43-årig lokal bilist, oplyser Jakob Christiansen, kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi.
Den 43-årige beskriver den flygtende mand som værende i 20’erne og med mørkt hår. Han bar en mørk trøje.
»En hundepatrulje kom til stedet, men det lykkedes desværre ikke at finde frem til gerningsmanden,« oplyser Jakob Christiansen.
Der blev sikret spor fra bilen til nærmere efterfølgende undersøgelser.
Den stjålne bil tilhører en 19-årig kvinde fra Risskov. Bilen var blevet stjålet på et tidspunkt mellem lørdag aften og natten til søndag. Efter politiet havde sikret sig spor, fik kvinden sin bil tilbage.