Fortsæt til indhold

Signalreguleringen på Århusvej er helt galt justeret

Debat
Kristian VestergårdHolmelundsvej 14, 8382 Hinnerup

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For et års tid siden blev der justeret på de seks lyskryds, der er på Århusvej mellem motorvejen og Hinnerup. Udenfor myldretiden skifter lysene uvilkårligt fra grønt til rødt, selvom der ikke er nogen tværgående trafik. Der bliver rødt i nogle sekunder og så igen grønt.

Det bevirker, at alle biler og lastbiler, og dem er der mange af, må bremse ned og igen accelerere. Det er helt unødvendigt, og tænk hvad det koster i CO2 udledning.

Det må være en skrivebordsgeneral, der ikke har bil, der har bestemt denne justering, som er helt gal. Findes der ikke en voksen, der kan få det ændret, så det ligesom tidligere kun er ved tværgående trafik, lyset skifter?

Det skal dog siges, at der er lidt mere system i lyskrydsene i myldretiden. Om morgenen og eftermiddagen er der en periode, hvor der er grønt på Århusvej i lang tid.

Lokalavisen har sendt læserbrevet til Favrskov Kommune, der har sendt dette svar fra Claus Vind Andersen, chef for Trafik og Ejendomme:

Morgen og eftermiddag er signalanlæggene samordnet, så der er grøn bølge mod Aarhus om morgenen og fra Aarhus om eftermiddagen i myldretiden, hvor signalanlæggene således prioriterer trafikken på Århusvej.

På øvrige tidspunkter er signalanlæggene trafikstyret i et såkaldt rød hvile tilstand, hvor anlæggene skifter, når der er detektering af trafik på de forskellige veje, der styres af signalanlægget. Detekteringen er enten med radar kombineret med termisk kamera placeret i en mast, spole nedfræset i asfalten eller fodgængertryk.

Hvis der er en detekteringsfejl vil anlægget skifte til grøn, selv om der ikke er trafik. Hvis der er flere fejl på flere detektorer, så kan anlægget skiftet til tidsstyret tilstand, hvor trafikken afvikles efter en prædefineret tidstabel. Vi har pt. ikke registrering af detektorfejl på Århusvej og ingen anlæg kører i øjeblikket i tidsstyret tilstand. Signalanlæggene virker derfor som de skal i øjeblikket.

På Århusvej er der kun en enkelt nedfræset spole ved Ådalsvej og resten er detekteret af radar/termisk kamera.

Selvom signalanlæggene tilsyneladende fungere,r som de skal, har vi alligevel bedt det eksterne firma ATKI, der står for drift og vedligeholdelse af signalanlæggene, om at undersøge nærmere, om alle programmer kører som de skal. ATKI vil lave en digital optagelse af signalskift på strækningen for at klarlægge, om der kan konstateres fejl i detekteringen.

Der kan være flere årsager til at bilister oplever, at de får rødt, selv om der ikke er trafik på sidevejen. En årsag kan være højresvingende cyklister. Hvis en cykel bliver detekteret på en sidevej, vil denne fortælle anlægget, at cykeltrafik skal afvikles i den pågældende retning. Hvis cyklisten så vælger at svinge til højre for rødt, så er vedkommende væk, når anlægget skifter til grøn. Det samme er gældende, hvis en fodgænger trykker på fodgængertrykket, men vælger at gå over for rødt.