Fortsæt til indhold

Dengang dronningen besøgte Favrskov: »En dejlig gæst at have besøg af«

Et dyk ned i arkiverne har ført til dette gensyn med dronningen i Favrskov.

Favrskov

Der ventede dronning Margrethe et stramt program, da hun 7. september 2016 besøgte Favrskov Kommune i forbindelse med mejestætens sommertogt.

Hun begyndte sit besøg med velkomst ved Hammel Rådhus, hvor mange børn og voksne stod klar med flag i god tid. Prinsens Musikkorps med 16 musikere og dirigent spillede.

Repræsentanter fra blandt andet HGF, Aktive Kvinder og Hinnerup Garden stod klar med i alt 29 faner, da den store sorte Krone 12 ankom med gæsten.

Dronningen var iklædt blå kjole, rød jakke og en stor rød hat samt fornuftige, solide sko. Hun blev modtaget af daværende borgmester Nils Borring (S) og daværende statsforvaltningsdirektør Helle Haxgart. I byrådsalen hilste Dronningen på det øvrige byråd, og hun modtog en gave fra Favrskov Kommune, som bestod af tre træbakker med æsker i forskellige størrelser og farver produceret af Andersen Furniture i Søften.

Her gik Nils Borring uden for sit manuskript som det eneste tidspunkt på dagen:

»Jeg sagde, at man jo kunne have mange ting i de æsker – blandt andet cigaretter. Jeg kunne se, at flere tænkte: ’Sagde han lige det,’ men hun smilede over hele hovedet,« fortæller Nils Borring her syv år efter.

Fra rådhuset gik turen til Kulturhuset InSide. Her så dronning Margrethe seniordans, bankospil og en lokal udgave af Den Store Bagedyst med Micki Cheng.

Herfra kørte majestæten til Wavin i Hammel, hvor hun blev modtaget af et orkester fra Favrskov Musikskole, som spillede stompmusik på de plastikrør, som virksomheden producerer.

Derfra gik turen til Frijsenborg Slot, hvor der var frokost.

Lensgreve Bendt Wedell byder velkommen til Frijsenborg Slot. Arkivfoto

I Hadsten så dronningen blandt andet elevbyggede robotter på Favrskov Gymnasium.

Hos gartneriet Queen i Norring overværede majestæten, at en ny, lyserød kalanchoe (brændende kærlighed, red.) fik navnet Margrethe.

Dronningen besøgte gartneriet Queen i Norring, hvor hun overværede, at en ny lyserød kalanchoe (brændende kærlighed, red.) fik navnet Margrethe. Administrerende direktør Frands Jepsen viste rundt. Arkivfoto

Besøget sluttede med et festligt program i Hinnerup, hvor der var optræden med blandt andet en meget ung Nicklas Sahl og fløjtenisten Charlotte Norholdt fra Grundfør.

Mange dukkede op

Det var stort for Nils Borring at have besøg af regenten, fortæller han:

»En meget specielt oplevelse, som man skulle forberede sig godt på. Jeg fik jo at vide, at jeg skulle huske på, at var mig, der skal føre dronningen, for det var mig, der kendte ruten – det var da lidt grænseoverskridende.«

Daværende borgmester skulle guide men ikke gå i vejen.

»Hele planen var jo, at dronningen fik hilst på så mange som muligt, og det var virkelig fedt at se, hvor mange mennesker der dukkede op dengang – hvor mange mennesker, som blev glade ved, at hun havde været her,« fortsætter Nils Borring, der et halvt år forinden var blevet ringet op og spurgt, om kommunen ville have besøg af majestæten.

Så gik den helt store planlægning i gang.

Videbegærlig

Borgmesteren havde sat sig ind i, hvad der interesserer dronningen, og derfor havde han foreslået, at majestæten skulle lægge vejen forbi Lokalhistorisk Arkiv for Hammel og Favrskov.

Dronning Margrethe besøgte Lokalhistorisk Arkiv for Hammel og Favrskov, hvor arkivleder Poul Nørgaard Jensen viste frem – han står til højre for dronningen. Arkivfoto

»Jeg ved jo, at dronningen er historieinteresseret. Og hun var også meget fascineret, da arkivleder Poul Nørgaard Jensen ivrigt fortalte om hønsegilderne – de her drukgilder for mænd – som finder sted hvert tiende år,« fortæller Nils Borring, som beskriver majestæten som »meget videbegærlig.«

»Og det er ikke kun til ære for pressen. På Wavin blev hun ved med at stille spørgsmål, da pressen var gået.«

Samtalen mellem Nils Borring og dronning Margrethe flød også fint.

»Nogle sagde, at hun kunne være svær at konversere med, men det synes jeg bestemt ikke. Snakken gik gevaldigt – også med alle, hun mødte. Hun mødte folk med stort smil og interesse. Bestemt en stor personlighed og en dejlig gæst at have besøg af.«

En yndig lille prinsesse – næsten i hvert fald – hilser pænt på dronningen i Kulturhuset InSide. Arkivfoto