Fortsæt til indhold

Jakob er senhjerneskadet og sidder i kørestol: »Musik betyder alt for mig«

Jakob Hvid Jensen flyttede til Tagdækkervej i Hammel, fordi bostedet har stor fokus på sang og musik.

Favrskov

»Skide godt sunget. Det kan du godt være stolt af.«

De rosende ord er rettet mod Jakob Hvid Jensen, som er forsanger i ”TDV Band – Danmarks eneste band for senhjerneskadede”. Bandet har netop givet debutkoncert på Tagdækkervej i Hammel, som er et bosted og aktivitetstilbud for borgere med erhvervet hjerneskade.

TDV Band består af personale og borgere, der bor eller kommer på Tagdækkervej. Stedet er kendt for at benytte musik i det socialpædagogiske arbejde.

40-årige Jakob bor på Tagdækkervej og har altid været vild med musik. Han synger for på de fleste af bandets sange sammen med socialpædagog Marianne Fog.

»Det er sjovt at være med i bandet. Det fungerer godt,« fortæller Jakob efter debutkoncerten med sit band.

Dem, der så koncerten på Tagdækkervej, var ikke i tvivl om, at forsangeren var i sit es. Når Jakob ikke var fuldt fokuseret på at synge for, og havde overladt mikrofonen til en af de andre fra bandet, skrålede han alligevel med og svajede med begge arme over hovedet.

»Så længe man lever, har man mulighed for at udtrykke sig med musik. Musik betyder alt for mig,« siger Jakob.

For musikkens skyld

Jakob sang og spillede guitar og klaver, inden han for tolv år siden kom til skade ved et trafikuheld, hvor han blev påkørt på cykel. Og det var på grund af musikken, at han for tre et halvt år siden flyttede ind på Tagdækkervej i Hammel.

Før det boede Jakob på Høskoven i Viby, der ligeledes er et bosted og aktivitetscenter for folk med erhvervet hjerneskade og andre fysiske handicap. Jakob var glad for at bo på Høskoven, men efter igennem længere tid at have deltaget i sangarrangementer på Tagdækkervej valgte han at flytte til Tagdækkervej, fordi man har så megen fokus på musik på bostedet i Hammel.

Socialpædagog Marianne Fog (i midten af billedet med guitar) har taget initiativ til at danne Danmarks eneste band for senhjerneskadede. Marianne har i mange år brugt musik i sit arbejde med senhjerneskadede på Tagdækkervej i Hammel. Foto: jr

Udover at deltage i bostedets nye band og mange musikarrangementer får Jakob også guitarundervisning. En gang om ugen får han besøg på Tagdækkervej af en underviser fra Favrskov Musikskole, der kommer og spiller guitar med Jakob.

Musik vækker minder

Tagdækkervejs fokus på musik hænger i høj grad sammen med socialpædagog Marianne Fog, der har startet og leder Danmarks eneste band for senhjerneskadede. Marianne havde musik med i rygsækken, da hun kom til Tagdækkervej kort efter, bostedet åbnede i 2006.

»Jeg har altid brugt musik i det socialpædagogiske arbejde. Musik får borgerne til at mindes og fortælle historier, de har glemt, så vi arbejder meget med musik for at træne både lang- og korttidshukommelsen,« fortæller Marianne Fog.

Borgere med erhvervet hjerneskade har typisk været ramt af en blodprop eller hjerneblødning eller været ud for et trafikuheld, der blandt andet kan give nedsat talefunktion. Nogle har svært ved at udtale ord og bogstaver, fortæller socialpædagogen.

»De kan have svært ved at have en samtale, men når de synger, kan de huske den rigtige udtale. Der er lavet megen forskning, som viser, at musik kan være med til at genskabe nervebaner i hjernen. Det har også stor betydning for borgernes sociale liv og identitet, hvis musikken kan være med til at give et bedre sprog.«

Tagdækkervej inviterer en gang om måneden til en gratis koncert med forskellige bands, som alle er velkommen til at overvære. Bostedet har desuden sin egen årlige musikfestival, som til sommer får besøg af selveste MC Einar. Tagdækkervejs eget band, TDV Band, skal naturligvis også optræde til bostedets egen musikfestival.