Fortsæt til indhold

Forurening ved Nordic Waste: Løsningen ligger måske i Favrskov

Favrskov Kommune kan blive stærkt påvirket af bestræbelserne på at undgå vandforurening.

Favrskov

Jordskreddet ved Nordic Waste har lukket vejen for både biler og vand. Gammel Århusvej er væk, og den oprindelige linjeføring af Alling Å, der passerede Gammel Århusvej ved virksomheden syd for Ølst, er væk.

Myndighederne kæmper fortsat med at standse jordskreddet, der har truet med at begrave Ølst, og man kæmper for at undgå, at den forurenede jord fra Nordic Waste ryger ud i Alling Å.

Miljøstyrelsen og Randers Kommune arbejder med flere scenarier for at redde Alling Å, der har sit udspring i et moseområde ved motorvejen nordøst for Hadbjerg. Herfra bevæger åen sig til Erslev, Hinge og Ølst, hvor den krydser motorvejen og fortsætter på Djursland og munder ud i Grund Fjord, der fører ud i Randers Fjord.

En af de mulige løsninger går på at føre Alling Å over i Vissing Bæk, der munder ud i Lilleå og videre i Gudenåen. Overførslen vil i givet fald ske omkring Hinge, hvor der er den korteste vej, cirka en kilometer, fra Alling Å til Vissing Bæk ved virksomheden Leca.

Vissing Bæk samt hovedparten af Lilleå løber i Favrskov Kommune, og derfor vil denne løsning i høj grad involvere og have betydning for Favrskov Kommune.

Med i kriseberedskab

Nordic Waste ligger i Randers Kommune tæt på grænsen til Favrskov, og Favrskov Kommune har siden kort før jul været med i kriseberedskabet, der har været styret af Randers Kommune og nu er overtaget af Miljøstyrelsen (staten), som kommer til at træffe afgørelsen om, hvad der skal ske med Alling Å.

»Vi har hele tiden været i dialog med Randers Kommune og vil nu være det med Miljøstyrelsen for at varetage vores kommune og vores borgeres interesser,« fortæller Lars Storgaard, borgmester i Favrskov Kommune.

Er der plads til mere vand?

Hvis Alling Å skal føres over i Vissing Bæk og videre i Lilleå vil det ifølge borgmesteren give nogle store udfordringer, der skal tages hånd om. Vissing Bæk er i forvejen fyldt til randen, og hvis vandet fra den meget større Alling Å bliver tilført, vil det kræve en betydelig bækken.

Der er også meget vand i Lilleå, hvorfra vandet ledes mod Lerbjerg og kringler sig videre mod Laurbjerg og videre mod udmundingen i Gudenåen syd for Langå, der også indimellem går over sine bredder.

Jordejere berøres

Borgmesteren var sammen med sine borgmesterkollegaer i Randers, Syddjurs og Norddjurs Kommune i går på besøg ved Nordic Waste, hvor de ved selvsyn kunne se de enorme kræfter, der er på spil.

»Den største opgave lige nu er at adskille beskidt vand fra rent vand, og det skal der være styr på, hvis der sker en omlægning til Vissing Bæk og Lilleå. Det er ikke Favrskov Kommune, der beslutter, hvilken løsning man vælger, men vi vil gøre alt, hvad vi kan for at varetage vores borgeres interesser og forsøge at holde dem økonomisk skadesløse,« siger Lars Storgaard.

I første omgang vil det umiddelbart få betydning for jordejerne på strækningen mellem Alling Å og Vissing Bæk, hvor vandet skal føres fra og til.