Anne-Chalottes liv blev på et splitsekund vendt fuldstændig op og ned

»Jeg vågner og kan høre lyde bagved mig, der siger bip bip bip. Jeg har alt muligt nede i halsen og føler, jeg er ved at blive kvalt. Jeg kan ikke bevæge mig og aner ikke, hvor jeg er, og hvad der er sket.«

Sådan husker Anne-Chalotte Buhl Kjær, hvordan hun vågnede op i en hospitalsseng på intensivafdelingen på Aarhus Universitetshospital.

»Det var forfærdeligt.«

Fem dagen forinden, 12. september 2022, havde hun været udsat for en alvorlig bilulykke på Randersvej ved Haurum, hvor hun bor med sin mand og deres fem børn. En modkørende bilist var kommet over i den modsatte vejbane og kørt frontalt ind i Anne-Chalotte, der ikke selv kan huske ulykken.

»Jeg er heldig at være i live. Det første døgn var jeg i livsfare, og lægerne vidste ikke, hvordan jeg ville vågne op.«

Var gået i stykker

De første dage efter opvågningen husker Anne-Chalotte som en meget kaotisk tid. Hun tuder konstant, bliver opereret i tide og utide, får taget medicin og sprøjtet medicin i kroppen.

»Jeg følte mig alene og ekstremt bange og havde hele tiden brug for at have et kendt ansigt ved min side.«

Anne-Chalotte havde fået en kraftig hjernerystelse og en hjerneblødning. Brystbenet, der samler ribbenene, var knust. I højre siden var ribben bøjede, og i venstre side var ribben brækkede. Venstre lunge var punkteret, det venstre skinneben var brækket, og hendes venstre arm var totalskadet og hang bare og dinglede. Bækken var brækket i fire dele, en flig af rygsøjlen var brækket, og hun havde fået glasskår ind under huden.

»Jeg gik godt og grundigt i stykker.«

På job efter to uger

Mens Anne-Chalotte kæmpede for livet på hospitalet, kæmpede hendes mand Martin med frygten for at blive alenefar. Han skulle samtidig være der for hende og få styr på en masse praktiske ting omkring bil og forsikring og meget mere, hente børnene og holde sammen på familien.

»Det var et stort kaos, og jeg følte mig pludselig meget alene,« fortæller Martin.

Efter bare to uger, mens Anne-Chalotte stadig var indlagt, var han tilbage på arbejde.

»Hvis jeg skal give et godt råd til pårørende, så er det, at de skal lade være med at tro, at de er klar til at gå på arbejde efter 14 dage. Tag noget mere fri. Jeg kørte i for højt gear i for lang tid og blev lidt ødelagt af det.«

Hele familien har efterfølgende fået psykologhjælp. En hjælp de i øvrigt selv har betalt for, fordi de ikke ville vente i halvandet år for at få det betalt.

Hjem til Haurum

Efter en uge på intensivafdelingen og en uge på et almindeligt sengeafsnit i Skejby blev Anne-Chalotte overført til Randers Centralsygehus, som borgere fra Favrskov Kommune hører til.

Efter en uge i Randers ville Anne-Chalotte hjem til Haurum, selvom hun stadigvæk var dybt afhængig af hjælp og måtte have installeret en sygeseng i stuen.

Hun måtte ikke stå op efter sin bækkenoperation og skulle have hjælp til at blive flyttet over i en kørestol. Efter hjemkomsten fra sygehuset var hjemmeplejen på besøg fire gange i døgnet.

»Det føltes som om, vores hjem var en banegård, med alle de mennesker, der kom og gik.«

Hovedet er det værste

I begyndelsen havde Anne-Chalotte svært ved at forstå og acceptere alvoren i det, hun havde været udsat for. Hun var sikker på, at hun efter et par måneder ville være fit for fight og kunne vende tilbage til sit almindelige liv og arbejde.

Sådan gik det ikke. Her et år og fire måneder efter ulykken er hun stadig meget fysisk handicappet.

»Jeg går med en krykkestok og bliver ekstremt hurtigt træt og må ned at sidde og holde pause, når jeg har gået 15 meter. Hvis jeg skal nogen steder, er det i kørestol.«

Én ting er de fysiske skader på kroppen. En anden ting er hovedet. Lyde er blevet en kæmpe udfordring for Anne-Chalotte. Hun har svært ved at filtrere lyde fra hinanden og kan ikke lukke af for små og ligegyldige som for eksempel lyde fra køleskabet, computeren, fuglefløjt eller biler.

»Jeg kan ikke meget med kroppen, men hovedet er det værste og sætter en stopper for mit sociale liv. Jeg kan ikke holde ud at være sammen med andre og har det bedst, når jeg tuller alene rundt herhjemme. Det er ikke den person, jeg er,« siger Anne-Chalotte og kigger på Martin.

Han nikker og bekræfter:

»Det er den diametralt modsatte kvinde, jeg giftede mig med.«

Kan ikke huske

Det er også helt galt med hukommelsen. Ægteparret handler ind online, men Anne-Chalotte gør det ikke alene, fordi hun ikke kan huske, hvad de har i køleskabet eller fryseren, selvom hun lige har kigget. Ting hun får fortalt, kan hun glemme i samme sekund.

»Man skal trække vejret dybt, når man har svaret på det samme fire gange på en halv time,« siger Martin med et lidt anstrengt smil.

»Jeg siger ret tit undskyld, når børnene siger, det har vi fortalt dig, mor. Heldigvis kan vi grine af det, selvom det er alt andet end sjovt,« siger Anne-Chalotte.

Humor er blevet et mantra for ægteparret, der på et splitsekund fik vendt deres liv fuldstændig på hovedet. Allerede på sygehuset begyndte de at joke med den ellers meget alvorlige situation.

»Der er så mange overvældende følelser, vi ikke kan håndtere uden humor. Man kan komme langt med selvironi, og ellers prøver vi at lukke ned for alt udenoms støj og fokusere på at være en familie.«

Vil fungere i hjemmet

Anne-Chalotte arbejdede som lærer på en skole for anbragte børn og unge og havde etableret en lille klinik i hjemmet med hudpleje og velvære, da ulykken skete.

»Jeg forsøger ikke at spekulere på arbejde og skubber det helt ud til højre. Når jeg ikke en gang kan klare mig selv i mit eget hjem, hvordan skal jeg så kunne klare mig ude i verden. Min absolut første prioritet er at kunne fungere i eget hjem igen.«

Anne-Chalotte går til fysioterapi-træning to gange om ugen.

»Du har megen fokus på din træning, en enorm gejst på at komme tilbage og gå uden krykker og en drøm om at slippe alle hjælpemidler på et tidspunkt,« siger Martin.

Huset sat til salg

Anne-Chalotte har fået bevilget elscooter og handicapkørsel, men føler sig alligevel som fange i sit eget hjem. Det er en udfordring at bo på landet, når man er afhængig af andre. Familien har derfor sat huset til salg med henblik på at flytte nogle få kilometer syd på til Hammel.

»Har vi lyst til at skulle herfra, nej. Vi har knoklet for dette hjem. Alt er renoveret fra gulv til loft, og vi er meget glade for at bo i Haurum. Det er en fantastisk landsby, og vi har nogle skønne naboer, men i Hammel vil jeg selv kunne komme omkring,« siger Anne-Chalotte.

»Vi har sat huset til salg ene og alene for at give dig mere frihed,« tilføjer Martin.

De gode ting

Ud over at bevæbne sig med humor og selvironi har Anne-Chalotte og Martin også fokus på, at der er kommet nogle gode ting ud af deres liv, da det tog en drejning.

»Jeg var meget egoistisk tidligere. For mig kom arbejde før familien. Nu er det omvendt. Perspektivet ændrer sig, når du bliver mødt af så megen modgang, og du glæder dig mere over de gode ting og nyder dem mere. Du bekymrer dig ikke længere om hver lille møtrik i dit liv, men kun det der er vigtigt. Du behøver ikke have styr på hvert eneste hjørne i dit liv. Du kan alligevel ikke kontrollere det, og hvor vigtigt er det lige, om opvasken er taget. Vi når det nok og siger skidt pyt,« siger Martin.

»Det er en kamp for at vende tilbage til livet, men bare det at jeg nu kan kramme mine børn med begge arme, gør mig glad. Det er noget, jeg ikke har tænkt over tidligere. Man finder virkelig ud af, hvad der er vigtigt,« siger Anne-Chalotte.