Fortsæt til indhold

45 år i den samme virksomhed: »Hun bidrager altid til sjov og højt humør«

Favrskov
sra

15. februar kan Jytta Nyvang fejre 45-års jubilæum i Sparekassen Kronjylland.

Jytta Nyvang startede i 1979 som kontorassistent i Sparekassen Kronjylland, og efter nogle år uddannede hun sig til kunderådgiver. I en årrække var hun en vellidt og efterspurgt kunderådgiver for kunder i Randers City og senere i Vestre afdeling. Det er ikke usædvanligt, at folk spørger Jytta, hvorfor hun dog har arbejdet så mange år i samme virksomhed, og hertil svarer Jytta:

»Jeg er glad for at tage på arbejde hver eneste morgen. Jeg nyder samværet med mine kolleger og det at løse opgaver, som kunder og kolleger værdsætter, er en stor tilfredsstillelse.«

I 2013 valgte Jytta at skifte rådgiverjobbet ud med opgaverne med at ekspedere boligsager. Det gør hun sammen med sine kolleger på Frankrigsvej i Hammel. Nye, fleksible arbejdsformer har givet hende mulighed for, at hun to dage om ugen kan løser opgaverne fra hjemmekontoret.

To dage passer hende godt, men mere end to dage om ugen ville slet ikke gå, for hun er fuld af humør og livsglæde. Hun trives med kolleger og samvær, og hun bidrager altid til, at der er sjov og højt humør kollegerne imellem.

Er der noget, som ikke rigtigt fungerer, kan man også regne med at høre fra Jytta. Hun har høje standarder, både når det gælder det faglige i arbejdet, og hvad man byder medarbejderne, og hun ytrer det gerne, hvis hun mener noget kan eller bør gøres bedre.

Jytta har besluttet, at hun til efteråret vil gå på efterløn. Hun ser frem til at bruge kroppen mere aktivt og give hovedet andre udfordringer. Hun elsker sang, dans og samvær og har blandt andet planer om at tage på højskole og bruge mere tid sammen med børnebørnene.

Privat bor Jytta Nyvang i Helsted sammen med sin mand, Jan, som hun mødte som kollega i 1983. De er stadig kolleger og har tilsammen været 85 år i Sparekassen Kronjylland. De har sammen tre børn og fem børnebørn.

Jytta har tidligere været elitegymnast og instruktør i RGF og nyder at være aktiv; Hun går til blomsterbinding, hun går lange ture og glæder sig til som ”livsnyder” at få tid til en tur i fitnesscenteret.