Fortsæt til indhold

Kæmpehunden Holger hjælper Vitus med at læse

På Hinnerup Bibliotek kan børn gå til læsehund. Det betyder, at barnet læser højt for den 55 kg store Holger. Hunden flytter barnets fokus, så det bliver nemmere at læse.

Favrskov

Da otteårige Vitus Damgaard træder ind ad døren, er Holger klar. Det er tydeligt, at den to år gamle hund genkender Vitus, så gensynsglæden er stor både hos barn og broholmer.

Kender man lidt til hunderacer, vil man vide, at broholmeren er en vældig stor race. Så Holger er med sine 55 kg enorm ved siden af knægten, men Vitus fra Foldby elsker hunde og kaster sig hurtigt ud i kram, tosserier og godbidder, før det er tid til det, som det hele handler om: læsning.

Vitus går nemlig til læsehund på Hinnerup Bibliotek. Det er et forløb på seks gange af 30-45 minutter tiltænkt børn i 1. til 5. klasse, som har svært ved at finde motivationen til at læse.

Denne mandag eftermiddag er Vitus’ tredje gang sammen med Holger. Han vælger at fortsætte med den bog, som han begyndte på ugen forinden. En bog med fakta om hunde.

Han sætter sig til rette på tæppet, tager strømperne af og hviler benene hen over Holgers ryg – i virkeligheden håber Vitus lidt på, at Holger opdager de bare tæer, for så bliver de slikket på.

Og så går Vitus ellers i gang med at læse, mens Holgers fineste opgave bare er at ligge, lytte og tage imod nus bag øret.

Robuste Holger lægger gerne ryg til Vitus Damgaards ben. Den 55 kg store hund har en guddommelig tålmodighed, og opdager han Vitus' bare tæer, så bliver de slikket på til stor morskab for knægten. Foto: CSJ

Booster læsefærdigheder

Holger har været certificeret læsehund i snart et år. Det vil sige, at han har været gennem en række forskellige lydighedsprøver og andre tests for at fastslå, hvor tryg han er ved ting, han ikke har prøvet før.

Holger er ret tryg. Sådan ser det i hvert fald ud, når han skiftevis sidder og ligger ved siden af Vitus Damgaard.

Ved sin blotte tilstedeværelse hjælper han Vitus med at tygge sig gennem bøgerne. Bogstav for bogstav, stavelse for stavelse, ord for ord.

»En læsehund booster barnets læsefærdigheder eller gåpåmod i forhold til at læse. Holger giver barnet mod på at læse mere, fordi han flytter fokus. Barnet har opmærksomhed på hunden en stor del af tiden, så det at læse træder i baggrunden. Det føles heller ikke akavet at gå i stå foran en hund. Så Holger er en slags afleder, mens han ligger og lytter – det er hans funktion,« siger Holgers ejer, Karen Faber Larsen, som ofte får tilbagemeldinger fra børnenes forældre på, at børnene nu er begyndt at låne og læse bøger på biblioteket.

Har ikke lyst til at læse

Kombinationen af hund og læsning er helt perfekt for Vitus Damgaard, fortæller hans mor, Tenna Nielsen.

»Han elsker jo simpelthen hunde, og samtidig er det der med læsning lidt en udfordring. Så nu prøvede vi at springe ud i det her. Vi har egentlig ikke en forventning om, at der sker noget helt utroligt. Men nu prøver vi,« siger Tenna Nielsen og fortsætter:

»Men vi håber, at Vitus får en mere positiv oplevelse af at læse, fordi han forbinder det med at sidde med en hund og hygge sig. Som det er lige nu, har han overhovedet ikke lyst. Vi skal virkelig trække ham hen til bogen. Han kunne ikke drømme om selv at tage en bog frem.«

Hun spørger Vitus, om det er sjovere at læse med Holger frem for med hende.

»Jaaa, meget sjovere,« lyder svaret fra Vitus, som fortsætter:

»Jeg vil gerne blive bedre til at læse, og derfor er det mega godt at læse med Holger, fordi han er så sød.«

Når man går til læsehund, så er der også tid til andet end bogstaver. Vitus og Holger leger og tumler, mens Holgers ejer, Karen Faber Larsen, sørger for at styre løjerne. Foto: CSJ

Kom på ventelisten

For Holgers ejer er det win/win at være en del af konceptet læsehund.

»Jeg meldte mig til, fordi jeg synes, at man skal lave noget med sin hund. Og jeg skal jo alligevel ud af døren, og den skal aktiveres, og så kan vi lige så godt kombinere det med at gøre noget godt for andre. Desuden lærer Holger jo at være social af det,« siger Karen Faber Larsen, som bor i Hinnerup.

Hvor Holger sådan set bare skal slappe af og lave ingenting, kræver det lidt mere af Karen Faber Larsen, når et barn er til læsehund.

»Jeg skal have hund og dreng med på det hele. Jeg skal fange dem begge to, sådan at de begge er interesserede. Den ene skal læse, og den anden skal lytte,« siger hun.

Når børnene afslutter forløbet med Holger, får de en bamse, som ligner ham lidt. Dermed kan de fortsætte med at læse højt for mini-Holger.

Er man interesseret i at blive skrevet på venteliste til læsehunden Holger, så henvender man sig ved skranken på Hinnerup Bibliotek eller skriver en mail til biblioteket.