Fortsæt til indhold

»Hjertelig service i lokal øjenhøjde – det kan ikke købes på nettet«

Ny bestyrelse i den lokale handelsstandsforening har en stærk tro på fremtiden.

Favrskov

2023 blev året, hvor Hammel Handel blev til Hammel Handel & Erhverv. Den lokale handelsstandsforening gjorde det altså muligt også for virksomheder at blive medlem af foreningen.

»Vores høje aktivitetsniveau og respekten for, at vi dannede én samlet forening for alle erhvervsdrivende i Hammel, skabte igen positive dønninger og positiv omtale ved rigtig mange samarbejdspartnere, kunder og kollegabyer,« fortæller formand Lise Reese i en pressemeddelelse.

Hun tilføjer, at handelsstandsforeningen har en sund økonomi og nyder opbakningen fra byens borgere og handlende. Regnskab for 2023 og budget for 2024 blev vedtaget med klapsalver på foreningens generalforsamling for nylig, hvor der blev skiftet ud i halvdelen af bestyrelsen.

Nye i bestyrelsen er ejendomsmægler Jacob Laage, indehaver af John Frandsen Hammel, Pia Them, indehaver af tøjbutikken BelFam, og Josefine Rohde, indehaver af tøjbutikken Wüpp. De suppleres af Lise Reese, indehaver af Nyt Syn Brilleriet, Mads Mortensen, indehaver af Byens Auto, og Mette Dreier, indehaver af Tvis Køkken Hammel.

Den nye bestyrelse er fuld af optimisme og tro på et godt 2024 og ser frem til at afholde ”spændende, unikke og attraktive events for alle aldre”, som gør det interessant for hele familien at besøge Hammel og shoppe.

»Hammel er en attraktiv handelsby med mange gode virksomheder, ægte butikker med et flot udvalg og flot, hjertelig service i lokal øjenhøjde. Det kan ikke købes på nettet,« siger Lise Reese.

Hammel Handel & Erhverv har i øjeblikket 73 medlemmer, og der er ifølge formanden flere nye på vej.