Fortsæt til indhold

Guide: Her er Favrskovs fem friskoler

Lokalavisen Favrskov har netop haft Darina Larsen i erhvervspraktik. Hun går i 8. klasse på Frijsendal Friskole. Fordi Darina Larsen selv går på en friskole, har hun valgt at udforske det område nærmere. Det er der kommet denne oversigt over Favrskovs fem friskoler ud af.

Favrskov
Darina Larsen,erhvervspraktikant fra 8. klasse på Frijsendal Friskole

Frijsendal Friskole – her er musik og teater et hit

Frijsendal Friskole ligger i landsbyen Sall lidt uden for Hammel.

Oprindeligt havde Sall en kommunal folkeskole, men den lukkede i 2009 efter mange års snakken. Fordi det var på tale længe, stod en forældregruppe klar til at åbne en friskole i stedet.

Frijsendal Friskole har i alt 162 elever med førskolebørn.

»Man skal vælge vores skole, hvis man ønsker tryghed og nærhed. Og hvis man ønsker at gå på en skole, hvor alle kender hinanden, og der er plads til alle,« siger skoleleder Niklas Gjerulff Hansen.

Prisen for at gå på skolen ligger på 1.050 kroner – der er rabat for flere børn. SFO koster 700 kroner per barn.

På Frijsendal Friskole har man nogle anderledes fag, såsom ’emne’ og ’fortælling’. I udskolingen har man linjefag, hvor man kan komme i erhvervspraktik et par timer om ugen.

På Frijsendal Friskole kan man godt lide at lave teater og spille musik. Derfor er der blandt andet morgensang hver morgen, hvor alle elever mødes og synger sammen. Desuden er et af højdepunkterne teater-ugen, hvor eleverne bliver blandet på tværs af årgange.

Regnbueskolen. Pressefoto

Regnbueskolen – her er trygt at være elev

Regnbueskolen er en friskole i Hammel, hvor alle kender alle.

»Det er VORES skole, og det er trygt at være elev,« sådan beskriver skoleleder Flemming Godthaab Sørensen Regnbueskolen.

På Regnbueskolen har man et særligt fokus på fællesskab og trivsel.

Historien bag friskolen er, at to lærere gerne ville have et alternativ til folkeskolerne. Friskolen blev etableret i 1987. Den lå først på en ejendom i Svenstrup, men flyttede senere til Vadested 101 i Hammel, hvor den også ligger i dag.

Friskolen har 157 elever og 11 førskolebørn.

Prisen for første barn er 2230 kroner. Det inkluderer undervisning, SFO, madordning og ture ud af huset.

Skoledagen er fra klokken 8.00-14.05.

I løbet af skoledagen har man to pauser på hver 30 minutter. Om morgenen har man morgensamling, og til middag mødes man og spiser sammen af den mad, som skolens 2. til 7. klasse på skift har lavet.

Eleverne får ikke lektier for, men hver uge er der afleveringer for eleverne på mellemtrinnet til udskolingen.

Friskolen Vellev. Pressefoto

Friskolen Vellev – her er kun 42 elever

Friskolen Vellev i det allernordligste Favrskov er en lille skole med 42 elever.

Der er et stærkt sammenhold på tværs af de forskellige årgange, fordi det er en lille skole.

»Fordi vi er en lille skole, så har vi mulighed for at være mere nærværende og sikre forældrene, at der er tid og rum til hver enkelt elev,« lyder det i en mail til redaktionen fra skolen.

På Vellev Friskole betyder naturen meget, og der er især fokus på at passe godt på naturen. Alle er desuden ude i hvert frikvarter.

Friskolen i Vellev begyndte, da den kommunale folkeskole lukkede i 2013. Det var mange forældre kede af, så de besluttede at oprette en friskole – det klarede de på bare en måned.

Prisen for et barn på skolen er 1.200 kroner per måned.

Allerede fra indskolingen leger man med sprogene Tysk og Engelsk.

Lærerne inkorporerer bevægelse til timerne, så skoledagen ikke føles alt for stillesiddende.

På Vellev Friskole er der også mange arrangementer, såsom den årlige Musical, skolens lejrtur og ”juleaften”, hvor der er overnatning på skolen til den sidste skoledag inden juleferien.

Voldumegnens Friskole. Pressefoto

Voldumegnens Friskole – her er stor rummelighed

Voldumegnens Friskole ligger i Voldum. Den opstod, da den kommunale folkeskole lukkede i 2012. Der stod borgere fra byen og nærområdet klar til at overtage.

Den lille friskole har omkring 100 elever.

Prisen for at gå på skolen ligger på 2040 kroner, og det er inklusiv SFO.

På Voldumegnens Friskole er der stor rummelighed og plads til forskellighed.

Friskolen har fokus på fællesskab og godt sammenhold – både blandt elever og blandt forældre og personale.

Desuden har skolen fokus på udeskole, hvilket blandt andet betyder, at friskolens 1. til 3. klasse har en hel dag om ugen, hvor undervisningen forgår udenfor i naturen.

Friskolen i Hinnerup. Pressefoto

Friskolen i Hinnerup – her tester man minimalt

Friskolen i Hinnerup, som ligger i Norring lidt uden for Hinnerup, blev dannet for 40 år siden af en gruppe bestående af et par folkeskolelærere og en flok forældre.

Skolen har 150 elever.

Prisen ligger på 2322 kroner per måned – der er rabat for flere børn.

Friskolen bruger ikke i så høj grad det traditionelle begreb ’klasser’, men i stedet har den fire grupper: Lillegruppe, Mellemgruppe, Storegruppe og Udskolingsgruppe.

I Lillegruppen kender eleverne ikke til lektier. I stedet sætter børnene deres egne mål.

Test og eksamen holdes på et minimum – skolen følger de gældende lovkrav, men tester ikke yderligere.

Praktiske og kreative fag er lige så vigtige som de boglige på Friskolen i Hinnerup.

Skolen har fokus på hver enkelt elev. Hvert barn er værdifuldt uanset evner og anlæg.

Som elev på Friskolen Hinnerup laver man ikke bare skoleopgaver, der er også praktiske opgaver. Eksempelvis har seks elever hver dag ansvaret for at lave mad til skolen sammen med køkkenpersonalet.

Hvert år er der temauger, hvor man fordyber sig i en periode. Hvert andet år rives en uge desuden ud af kalenderen til praktik for alle skolens elever på arbejdspladser ude i den ”virkelige verden”.

Alle forældre forpligter sig til 30 timers forældrearbejde om året. Det kan eksempelvis være at bage boller eller at hjælpe til med skolen julemarked.