Fortsæt til indhold

Her går det forrygende: Lokal virksomhed lander overskud på 65 millioner kroner

Motorproducent med hovedsæde i Hadsten præsenterer rekordresultat og ny strategi.

Favrskov

Hoyer Group, der har hovedsæde i Hadsten, leverede i 2023 det bedste resultat nogensinde i virksomhedens 50-årige historie.

Virksomheden, der producerer elektriske motorer til forskellige brancher over hele verden, kom ud af 2023 med et overskud på 65 millioner kroner efter skat. Det er mere end fem gange så stort som 2022-overskuddet på 12 millioner kroner, selvom omsætningen næsten var uændret fra 711 millioner kroner i 2022 til 715 millioner kroner i 2023.

Præstationen er ifølge virksomheden et resultat af Hoyer Groups dedikerede medarbejdere og strategiske fremgang, herunder forbedringerne af virksomhedens ERP-system og indvielsen af deres nye faciliteter i Ningbo, Kina.

»Vores medarbejderes omfattende ekspertise og branchekendskab samt vores fleksible produktion har været afgørende for levering af højtydende motorer, der er tilpassede unikke kundebehov,« fortæller Henrik Sørensen, administrerende direktør (CEO) i Hoyer Group, i en pressemeddelelse.

Outsmart the ordinary

Hoyer Group har netop afsløret en ny strategiplan, “Together we outsmart the ordinary”, som indkapsler virksomhedens fremtidige vision og afspejler dens 50-årige markedsekspertise.

»Hoyer er vækstorienteret mod 2027, og som en del af strategien optimerer vi vores forretningsmodel. Det gør vi for fortsat at udvide vores kerneområder, mens vi samtidig bevarer vores fokus på at tilbyde kundetilpassede produkter og services,« siger den administrerende direktør.

Resultatet og den nye strategi vækker også begejstring i bestyrelsen:

»Hoyers imponerende resultat i 2023 lægger et solidt fundament for at nå nye højder inden for kundetilfredshed, vækst og rentabilitet, som det er formuleret i den nyligt udarbejdede og godkendte strategi,« siger bestyrelsesformand Søren Ø. Sørensen.

Grøn omstilling

Med den ny strategi søger Hoyer Group at optimere deres tilbud af samlede løsninger, og med deres højtydende motorer som fundament sigter de mod at tilbyde endnu mere avancerede løsninger. I samarbejde med virksomhedens kunder arbejder virksomheden på at forbedre præstation og effektivitet inden for deres kerneområder og dermed fremme den grønne omstilling.

»Vi har en ambition om at være den foretrukne partner for kunder i forhold til den grønne omstilling, og vi sigter mod at hjælpe med at forme de kommende vedvarende kundeløsninger, mens vi tager en ansvarlig tilgang til bæredygtighed på tværs af vores værdikæde, markeder og produkter,« siger Henrik Sørensen.

Hoyer Group engagerer sig i den grønne omstilling ved blandt andet at rådgive kunder om miljøvenlige motorvalg. I overensstemmelse med Eco Design-direktivet, der trådte i kraft 1. juli 2023, rådgiver virksomheden kunderne om miljøvenlige motorløsninger. Hoyer Group oplyser, at man var forberedt og klar til at levere energieffektive motorer, da direktivet trådte i kraft.

Hoyer Groups årsrapport suppleres af ESG-rapporten, som skitserer virksomhedens initiativer til at minimere deres klimapåvirkning og fremme energieffektive løsninger. Den grønne omstilling gennemsyrer virksomheden og er et konsekvent tema for alt, hvad de gør, lyder det i pressemeddelelsen.