Fortsæt til indhold

Rekord: Hadsten-virksomhed omsatte for over 700 millioner kroner

2022 var et godt år for Hoyer Group, og 2023 tegner til at blive endnu bedre.

Samfund
jr

2022 var et godt år for Hoyer Group, der har hovedsæde på Over Hadstenvej i Hadsten. Virksomheden kom ud af året med en rekordomsætning på godt 700 millioner og en betydeligt bedre indtjening end i de seneste par år.

»Efter et udfordrende 2021 er det tydeligt, at markedet og kunderne er tilbage. Det kan aflæses direkte i tallene, som viser et tilfredsstillende resultat,« siger bestyrelsesformand Søren Ø. Sørensen i en pressemeddelelse fra virksomheden.

Hoyer Group opgør sin indtjening som ’Normaliseret Ebitda’, der i 2022 var på 67,5 millioner kroner. Det er en forbedring i forhold til 2021-resultatet på 20,2 millioner kroner og 44,2 millioner kroner i 2020. I 2023 forventes der et endnu bedre resultat på 90-100 millioner kroner.

»Vi fik en stærk afslutning på 2022 med både en høj indtjening og et stort ordreindtag. Det gav en god ordrebog ved indgangen til 2023, og jeg har derfor store forventninger til fremtiden,« siger administrerende direktør Henrik Sørensen.

Hovedkontoret i Kina

Årets helt store temaer har været flytning af hovedkontoret i Asien og implementeringen af nyt ERP-system.

Hoyer Group har været til stede på det asiatiske marine-marked i 16 år og har i de seneste år strategisk valgt også at satse på industrielle nichemarkeder i Kina og andre asiatiske lande. Det har vist sig at åbne op for flere muligheder, oplyser virksomheden, der i det forgangne år flyttede det asiatiske hovedkontor i Ningbo, Kina, til en mere strømlinet lokation.

»Den nye lokation er en opdatering af både kontorfaciliteter, lager- og værkstedsmuligheder. Sammen med et helt nyt state-of-the-art testcenter skaber det nye asiatiske hovedkontor både operationelle og kommercielle muligheder for fremtiden,« siger administrerende direktør Henrik Sørensen.

Grøn omstilling

Hoyer Group har stor fokus på den grønne omstilling.

»Hoyer Group har valgt til stadighed at udfordre markedets og kundernes valg af løsning mod mere energieffektive motor og drev løsninger og med kort pay-back tid. Sammen med de store operationelle tiltag giver det et godt udgangspunkt for fremtiden,« siger bestyrelsesformand Søren Ø. Sørensen.

Sammen med årsrapporteringen udgiver Hoyer en årlig ESG-rapport, der beskriver, hvordan man arbejder med klimaaftryk, sikkerhed og energieffektive løsninger. Netop de energieffektive løsninger er der en stadigt stigende efterspørgsel efter, og det er en del af Hoyers overordnede vækststrategi.

»I Hoyer Group ser vi ESG som en naturlig del af vores strategi. Vi tilbyder kunderne energieffektive- og klimarigtige løsninger og står dermed som en stærk strategisk partner,« siger Søren Ø. Sørensen.