Fortsæt til indhold

Året begyndte fantastisk for Hammel-virksomhed – men så kom krisen

Årets resultat er flere millioner kroner dårligere end året forinden.

Samfund

Da den lokale møbelfabrik Hammel Furniture for cirka et år siden offentliggjorde sit regnskab for 2021, blev det beskrevet som et fantastisk resultat. Resultatet efter skat landede på et overskud på næsten fem millioner kroner, hvilket var dobbelt så meget som året forinden.

Møbelfabrikken var dog allerede dengang opmærksom på, at den på det tidspunkt relativt nyudbrudte krig i Ukraine kunne få stor negativ indflydelse på fremtiden for virksomheden og dens ansatte, hvoraf flere har ukrainsk baggrund.

Det har vist sig at holde stik, for efter et fantastisk første kvartal i 2022, der ifølge virksomheden har været det bedste nogensinde, blev virkeligheden en helt anden efter påsken 2022.

Ordreindgangen dykkede, og optimismen i samfundet var svær at få øje på. Prisstigninger, høje renter, opbremsning i hussalget, høje energipriser og ikke mindst usikkerheden omkring krigen i Ukraine satte sig hårdt i møbelbranchen, der er meget konjunkturfølsom, oplyser Hammel Furniture i en pressemeddelelse.

Sendt på kursus

»Den hårde opbremsning gjorde, at vi måtte reagere hurtigt. Tiltagene kom lidt på bagkant, hvilket er meget ulig den måde, vi plejer at arbejde på. Vi fik dog hurtigt gearet virksomheden efter den nye hverdag og forsøgte samtidig at gøre det på en fremtidssikrende måde. Alle medarbejdere blev for eksempel sendt på kursus, som både styrkede kompetencer, men lige så vigtig styrkede holdånden. Jeg er sikker på, at vores hurtige reaktion har betydet, at vi er kommet relativt godt ud af 2022,« siger Jens-Ole Staghøj, administrerende direktør i Hammel Furniture.

Jens-Ole Staghøj er administrerende direktør i Hammel Furniture. Pressefoto

Møbelfabrikken kom ud af 2022 med et meget beskedent overskud på 227.000 kroner efter skat, hvilket virksomheden ud fra de givne vilkår betegner som ”det bedste man kunne få ud af et turbulent år.”

De seneste års meget omskiftelige tider med covid-19 og krigen i Ukraine har ifølge direktøren gjort Hammel Furniture meget omstillingsparat og givet mod og vilje til at investere i fremtiden.

»Vi har trods krisen taget rigtig mange skridt i den rigtige retning. Der er blandt andet blevet investeret i maskiner til produktionen, helt nyt showroom, ny hjemmeside og nye produkter. Og ikke mindst har der været travlt med at flytte vores produktionsafdeling i Skærbæk til meget større, mere praktiske og skalerbare lokaler i Skærbæk Erhvervspark. Så vi er klar til fremtiden.«