Fortsæt til indhold

Kan man holde sidste skoledag uden alkohol? »NEJ!«

Høj sol og højt humør til afgangselevernes sidste skoledag i dag. Lokalavisen Favrskov stak hovedet forbi festen i Lilleåparken i Hadsten.

Favrskov

Afgangseleverne i Hinnerup mødes ved Rønbæksøen. I Hammel mødes de i ’grusgraven’ i Frijsenborgskoven, og I Hadsten foregår festlighederne i Lilleåparken.

Sidstenævnte fest stak Lokalavisen Favrskov hovedet forbi på sidste skoledag 17. maj.

Her var 160 ud af 180 afgangselever fra Østervangskolen, Hadsten Skole og Hadbjerg Skole samlet til fest med DJ, røgmaskine, høj sol og højt humør.

Nogle stykker blev kølet ned i den bagende sol, da brandvæsnet dukkede op og åbnede for sluserne.

Masser af væske sørgede de unge mennesker også for at få – en hel del med procenter i. For alkohol hører sig til, mener de elever, som Lokalavisen Favrskov fik en snak med.

»Vi skal bare drikke løs og hygge,« siger Joakim Kristensen fra Østervangskolen – han er i et strålende humør.

Kunne I forestille jer en sidste skoledag uden alkohol?

»Nej,« lyder det i kor fra de fem elever.

»Vi kan ikke hygge ordentligt uden alkohol, så vil det være sådan ”halvt”,« siger Naja Christensen fra Hadsten Skole.

Naja Christensens mor, Eva Solgaard, er med i det udvalg på tværs af de tre Hadsten-skoler, som har stået for at arrangere sidste skoledag – hun er også selv til stede i Lilleåparken sammen med masser af andre forældre.

Har I i udvalget diskuteret, om sidste skoledag kunne foregå uden alkohol?

»Vi har den holdning, at de unge nok selv skal sørge for at anskaffe sig alkohol uanset hvad. Så i stedet for at de alle sammen render i forskellige hjørner efter alkohol, vil vi hellere bare, at de bliver i ét område, så der er mere styr på det – og så generer de naboerne mindre,« siger Eva Solgaard, som forklarer, at aftenens fest foregår som en ”posefest” i Østervangshallen.

Det vil sige, at eleverne kan have en pose alkohol med, som de afleverer. Så kan de få udleveret fra deres pose.

»Det betyder jo, at vi kan se, om de er ”på vippen” og burde drikke sodavand i stedet,« siger Eva Solgaard.

Ved aftenens fest har udvalget hyret et vagtfirma til at sørge for en dørmand.

Frederik Thomassen, Naja Christensen og Joakim Kristensen kunne ikke forestille sig en sidste skoledag uden alkohol, men til gengæld kunne de godt tænke sig én stor fest for samtlige afgangselever i Favrskov. Foto: CSJ

Aarhus-model

I blandt andet Aarhus Kommune har man for nu tredje år i træk valgt at samle samtlige 3.300 afgangselever til en alkoholfri fest på en festivalplads i Brabrand. Her er optrædener af musikartister og forskellige konkurrencer.

Selvom eleverne i Lilleåparken altså på ingen måde kunne forestille sig en sidste skoledag uden alkohol, så er der alligevel noget ved ”Aarhus-modellen”, som tiltaler dem:

»Jeg ville elske at være sammen med alle mine venner i dag,« siger Naja Christensen, som hentyder til kammerater i Hammel.

»Det ville være SÅ sjovt. Jo flere, des bedre,« fortsætter Frederik Thomassen fra Hadsten Skole.

Traditionen tro var udklædningerne lige i øjet. Foto: CSJ

Forældre er velkomne

Mens de 160 afgangselever samlede sig i små grupper rundt omkring på engen, holdt en større gruppe forældre øje med festlighederne fra udkanten.

Eleverne var glade for at have nogle forældre med.

»Det er dejligt. De passer på os jo,« siger Frederik Thomassen med et stort smil.

Og så sørgede de for at efterlade parken pæn og ren.

Naja Christensen var en af de elever, som blev kølet ned af brandvæsnets vandslange. Foto: CSJ
De 160 afgangselever samlede sig i små grupper rundt omkring på engen. Imens holdt en større gruppe forældre øje med festlighederne fra udkanten. Foto: CSJ
Brandbilen indtog Lilleåparken med udrykning og blå blink, og straks trak eleverne hen mod brandmændene. Foto: CSJ
De 160 afgangselever samlede sig i små grupper rundt omkring på engen. Imens holdt en større gruppe forældre øje med festlighederne fra udkanten. Foto: CSJ
De 160 afgangselever samlede sig i små grupper rundt omkring på engen. Imens holdt en større gruppe forældre øje med festlighederne fra udkanten. Foto: CSJ