Ny fredagsbar tiltrak 80: »Vi er glade i låget over opbakningen«
De vil gerne skabe mere liv i hallen og byen, derfor inviterer Voldum Hallens to halinspektører til tre fredagsbarer.
I Voldum Hallen testede de to nye halinspektører et nyt koncept af for første gang 24. maj. Michelle Berg og Pernille Almskou Terkildsen inviterede hele Voldum til fredagsbar fra klokken 14.00 og frem. Det tilbud tog omkring 80 mennesker i mod.
En blandet skare mellem ti og 80 år mødte op. Nogle i et par timer – andre i mange timer, hvorfor festen også først sluttede ved to-tiden.
»Vi var jo meget spændte på, om der overhovedet dukkede nogle op,« siger Michelle Berg, før Pernille Almskou Terkildsen tager over:
»Det gik bare mega godt, og vi var totalt overraskede over at se så mange. Vi er dybt taknemmelige og glade i låget over, at så mange bakkede op.«
Michelle Berg supplerer:
»Det er jo det, der gør, at vi gider sætte noget i gang.«
Måtte i glemmekassen efter tøj
Festen foregik ude foran Voldum Hallen, hvor lokale virksomheder har sponsoreret solsejl og masser af bord/bænke-sæt til formålet – og det gik i øvrigt ret nemt at få grejet i hus:
»Der blev bare sagt: ’Selvfølgelig’, da virksomhederne blev spurgt,« siger Michelle Berg.
To rullebarer og en isbar blev kørt ud, og grillen blev tændt ved 16-tiden, så det sultne folk kunne købe pølser og brød.
De første gæster kom allerede 14.15, men det store rykind begyndte omkring klokken 15, og så varede festen altså, som sagt, helt frem til klokken to.
Gæsterne, der ”lukkede festen”, var en flok, som lagde ud med at komme til fredagsbar, derefter skulle de til noget spisning i Aarhus, og så vendte de retur til Voldum igen fremfor at feste videre i storstaden.
»Det er da sejt, at de tager til Aarhus, men kommer tilbage, fordi det her var federe,« siger Michelle Berg.
»Ja, og de sidste måtte ind i glemmekassen efter tøj, fordi det jo blev koldt hen på aftenen,« siger Pernille Almskou Terkildsen.
Et vigtigt samlingspunkt
Arrangementet 26. maj var den første af tre fredagsbarer. Den næste finder sted 7. juni og så igen 6. september.
Der er en helt enkel årsag til, at Michelle Berg og Pernille Almskou Terkildsen har søsat tiltaget:
»Det er for at skabe noget mere liv – både i hallen og i byen. Hallen er et vigtigt samlingspunkt i Voldum – det er med den holdning, Pernille og jeg er gået ind i det her job – så det skal vi sørge for at holde ved lige,« siger Michelle Berg og forklarer, at der i sommerhalvåret er lidt dødt i hallen, fordi flere sportsgrene flytter eller stopper.
»Voldum er kendt for sit sammenhold. Når vi ved, at byen er sådan, vil vi som nye halinspektører gerne bidrage og støtte op,« fortsætter Michelle Berg.
Når de første tre fredagsbarer er afholdt, vil de to halinspektører evaluere: Er 14 dage imellem for tæt? Er en 11 timer lang fredagsbar for meget? Skal der sættes lukketid på? Skal arrangementet begynde senere? Og alt muligt andet.
Umiddelbart er tanken dog, at fredagsbaren kun hører sommeren til.
»For der sker rigeligt i vinterhalvåret med mange forskellige arrangementer. Og i foråret har vi en masse selskaber – konfirmationer eksempelvis – som vi lige skal over,« siger Pernille Almskou Terkildsen.