Stor virksomhed i Hammel lukker
Væksteventyret varede ikke ved, og nu lukker fabrikken på grund af manglende ordrer.
De ansatte på virksomheden Ipart i Hammel skal se sig om efter et nyt arbejde.
Virksomheden flyttede i 2021 ind i et stort nyt hovedsæde i Hammel og nåede hurtigt op på at beskæftige omkring 50 medarbejdere. Medarbejderstaben er sidenhen cirka halveret, og nu har ejeren, Uno-X Mobility, valgt at trække stikket på grund af manglende ordrer. Lokalavisen har modtaget følgende udtalelse fra ejeren.
»Ejerne af Ipart ApS har grundet manglende ordrer valgt at lave en kontrolleret nedlukning af virksomheden. Man er ikke i tvivl om, at man har et stærkt produkt, der dog befinder sig i et vanskeligt marked, hvor især manglen på gode lokationer er en stor udfordring. Det er vigtigt at pointere, at nedlukningen foregår kontrolleret og med øje for at give alle medarbejdere de bedste forudsætninger for at komme godt videre.«
Ipart specialiserede sig i at udvikle og opsætte tankstationer og vaskehaller, der i så høj grad som muligt blev færdigmonteret på fabrikken i Hammel for at minimere tidsforbruget på byggepladsen.
Ipart blev etableret i 2016 af Mads Vestergaard Krøgholt, der for halvandet år siden solgte virksomheden til Uno-X Mobility, som er moderselskab for Uno-X i Norge og Danmark. Dengang lød meldingen fra de nye ejere, at det var deres ambition at videredrive og udvikle selskabet.