Computer-butik har fået sin egen pizza
Pizzeria siger tak for mange års computerhjælp ved at opkalde pizza efter computer butik.
»Vi er jo computer-folk, så vi får da pizza engang imellem.«
Stefan Granholm og hans medarbejdere i Hadsten Computer forsøder indimellem tilværelsen med pizza, som de bestiller hos Stenovnspizza Hadsten, der holder til på den anden side af gaden.
Stenovnspizzeriaet har for nylig fået nye pizzaer på menuen, og i den forbindelse er der kommet en særlig pizza på menuen: Hadsten Computer Pizza.
»Stefan har igennem årene hjulpet mig med alt mulig computerassistance, telefoner og anden teknik, så han skulle have sin egen pizza,« fortæller Hamid Abdo, der ejer pizzeriaet sammen med sin bror, Mohamad Abdo.
»Det er byens bedste pizza til byens bedste butik,« siger Stefan Granholm med et grin, mens han guffer løs på en slice af pizzaen, der er opkaldt efter hans butik.
Han er begejstret over at have fået opkaldt en pizza efter sin butik og kalder det med et smil for højdepunktet i computerbutikkens 10-årige levetid.
»De har altid været meget taknemmelige, når jeg har hjulpet dem,« siger Stefan Granholm.
Med dressing
Hadsten Computer Pizza er med tomatsauce, mozzarella, kebab, kylling, bacon, rød peber og dressing.
»Det er lige en pizza efter hans smag, men vi tænker også, at andre vil kunne lide den,« siger Hamid Abdo.
Nogle vil måske rynke på næsen af, at der er dressing på pizzaen, men der er faktisk dressing på flere af de nye pizzaer på det lokale pizzerias menukort. Stenovnspizzeriaet har hidtil været kendt for sine italienske pizzaer, mens de nye pizzaer bliver betegnet som ”almindelige” og er lidt billigere end de italienske.
»Danskerne elsker dressing på pizza, og flere har spurgt, om de ikke kan købe vores dressing, som er hjemmelavet af majonæse, hvidløg og krydderier,« siger Hamid Abdo.
King og Favrskov
Hamid Abdo og hans bror åbnede Stenovnspizza Hadsten for godt et års tiden siden. Venskabet med Stefan Granholm går dog mere end 10 år tilbage til, da Hamid Abdo åbnede sin frisørbutik, Frisør King, i Hadsten og fik computerassistance med mere fra den dengang ligeledes nyåbnede computerbutik.
Frisørbutikken, som han fortsat driver ved siden af pizzeriaet, har også fået sin egen pizza, som bare hedder King. En anden pizza hedder slet og ret Favrskov, og så har fodboldspillerne Messi og Ronaldo hver fået opkaldt en pizza efter sig.