Til familie taekwondo er der "tæsk" til både børn og voksne

Hver onsdag eftermiddag klokken 17 er der en vældig leben på P-pladsen ved Hadsten Skole. Sådan har det været siden maj sidste år, hvor Favrskov Taekwondo Klub introducerede familie taekwondo for børn i alderen fire til otte år og deres voksne.

Og på det parameter skiller denne første onsdag i februar sig ikke ud. Omkring 50 børn og voksne er mødt op til træning, og der er trængsel foran døren ind til hallen. Huer, jakker og sko skal af. Det samme gælder strømperne. Taekwondo udøver man nemlig barfodet.

»Familie taekwondo har vist sig ekstremt populært. Faktisk så populært at vi nu har venteliste til at komme på holdet,« siger træner Stefan Granholm.

Han har dyrket taekwondo i godt to år og træner flere af holdene i Favrskov Taekwondo Klub.

»Grunden til det, tror jeg, er, at familie taekwondo er en af de få muligheder, børn og deres forældre har for at kunne dyrke en fysisk sport sammen. Og netop når børn og deres forældre dyrker sporten sammen, kan vi se, at forældrene viser vejen som det gode eksempel, og at børnene følger i deres fodspor. Det er bestemt med til at styrke forælder-barn relationen og skabe et stærk bånd,« forklarer Stefan Granholm.

Til dagligt driver Stefan Granholm computerbutikken Hadsten Computer, men oprindeligt er han uddannet pædagog og vant til at arbejde med børn og unge. Træner-tjansen i Favrskov Taekwondo Klub fik han dog ved et tilfælde.

»Jeg gik selv til taekwondo i klubben, og hver gang jeg var her, kom en af ungerne hen og spurgte, om jeg ville hjælpe dem med at binde deres bælte. Eller ”tii” som det hedder på koreansk. Der er en særlig måde at binde bæltet på, og da jeg bad en træner hernede lære mig det, foreslog han mig også at blive træner. Og så blev jeg det. Med kaldenavnet “Den farlige bæltebinder”,« griner Stefan Granholm.

Respekt og disciplin

Præcis klokken 17 stiller Stefan Granholm sig iklædt hvid taekwondo dragt og blåt bælte foran døren ind til sportshallen.

»Så er klokken fem. Op på række! Og husk at bukke for flaget,« råber Stefan i forsøg på at overdøve de ivrigt snakkende børn.

Han åbner døren ind til hallen, hvor det koreanske flag hænger på væggen øverst oppe. Børn og voksne finder hurtigt ind på en række, og en for en stopper de op, bukker i respekt for flaget og løber så ind på gulvet, hvor en tynd, rød skummåtte dækker midten. Rundt om måtten langs hallens fire vægge er der opstillet forskellige gymnastikredskaber.

Stefan Granholm lukker døren bag den sidste deltager, stiller sig op foran forsamlingen og råber:

»Charyeot!«

”Stå ret” betyder det på koreansk. I løbet af få sekunder står alle holddeltagere ret på den røde måtte med front mod Stefan. Blandt børnene synes antallet af piger og drenge nogenlunde lige fordelt, mens der er flest fædre blandt de voksne. Nogle er iklædt autentisk taekwondo outfit bestående af hvide bukser og kimono med rygdekoration. Andre er trukket i T-shirt og træningsbukser.

Stefan Granholm deler forsamlingen op i seks rækker og stiller sig igen forrest, så alle kan se ham. Så laver han en række taekwondo bevægelser.

»Hana!« råber han for hver bevægelse.

»Doul!« svarer børn og voksne synkront og kopierer bevægelsen.

Det skal være sjovt

Så er det tid til at tage gymnastikredskaberne i brug. Der skal slås kolbøtter på madras, klatres i ribber, sparkes og bokses på sandsække, hoppes over forhindringer og meget mere.

»Kan man ikke mave sig under bænken, tager man i stedet ti mavebøjninger... Når man er oppe i toppen af ribben, siger man et sjovt ord...«

Stefan forklarer ruten rundt i salen og – ikke mindst – reglerne.

Såvel børn som voksne indtager målrettet forhindringsbanen, og snart runger salen af råb, grin og forpustede åndedrag.

»Jeg fortæller holddeltagerne, hvad de skal gøre. Men jeg holder ikke øje med, om det så også er præcis det, de gør. På det her hold gælder det primært om at have det sjovt. Samtidig lærer man basale taekwondo bevægelser og bliver udfordret fysisk, hvis man vil. Og så lærer især børnene også noget om kropsbevidsthed,« lyder det fra Stefan, der har placeret sig tæt op ad en væg for ikke at stå i vejen for de energiske børn og voksne.

Efter små tyve minutter har hele holdet været igennem alle forhindringer og at dømme efter de røde kinder fået pulsen op.

»Så rydder vi op!«

På Stefans opfordring får børn og voksne i fællesskab alle redskaber væk fra gulvet og på plads.

Da gulvet er ryddet, er der en kort vandpause, inden de cirka 50 deltagere er tilbage på rækkerne og i gang med skiftevis arm- og mavebøjninger på Stefans koreanske kommandoer. Der bliver også leget sten-saks-papir parvis, spillet stikbold – først børnene, så de voksne – og så skal der ligges i planke.

Samtlige holdets voksne ligger sig i planke på en række, mens det ene barn efter det andet maver sig igennem.

»Så er det nu, I skal slå en prut, unger! Så bliver det rigtig sjovt!« opfordrer Stefan børnene, der grinende ormer sig gennem tunnellen under de voksne.

Da sidste barn er igennem, bytter børn og voksne. Nu er det ungernes tur til at stå i planke, og de voksne der skal mave sig igennem. Der er ikke megen plads til de voksne imellem børnearme og -ben, og det stiller krav til ungernes udholdenhed.

»Årrrhhh, det gør ondt i armene!« pruster en af pigerne.

»Jeg er den sidste!« beroliger en far ungerne, mens han maver sig igennem den snævre planke-tunnel.

Det hjælper. Alle børn holder sig oppe på strakte arme og ben, indtil faren omsider er igennem. Så synker de sammen. Forpustede, grinende og med sved på panden.

Hver for sig og sammen

Klokken nærmer sig 18. Alle på holdet er tilbage på plads i de seks rækker fra tidligere. Efter en håndfuld taekwondo bevægelser og dertilhørende koreanske kommandoer, råber Stefan Granholm:

»Chwa woo hyang woo!«

Alle deltagere stiller sig med front mod hinanden to og to.

»Kig hinanden i øjnene. Og så siger vi: Tak for træning!«

»Tak for træning!« gentager holddeltagerne efter Stefan.

Få minutter senere er hallen ryddet, og udfordringen med at matche sko og jakker med rette ejermænd i gang.

Blandt de sidste til at komme i overtøjet er Bo Justenborg Leth på fem år og Signe Bech.

»Jeg er Bos tidligere bagbo og har kendt ham siden, han blev født. Familie-taekwondo var en god mulighed for os for at gøre noget sammen,« siger Signe.

Hun stiller et sæt gummistøvler foran Bo og sætter sig ned på gulvet ved siden af ham.

»Til stikbold blev jeg hele tiden ramt. Og hver gang så skulle Signe lave armbøjninger,« ler Bo og trækker sine strømper på.

»Det lagde jeg godt mærke til! Vi fik tæsk, gjorde vi.«

Signe smiler skævt og rækker Bo en figenstang og en drikkedunk med vand.

Bo nikker og sætter vandflasken til munden.

»Det var godt nok også hårdt at stå i planke så længe! Men det var også rigtig sjovt,« lyder det fra Bo imellem en tår vand og en bid figenhapser.

Efter at have fået strømper, støvler og overtøj på proklamerer Bo:

»Nu er jeg altså sulten!«

»Så er det godt, vi er hjemme lige om lidt, så du kan få aftensmad,« svarer Signe ham.

Bo sætter i løb hen ad gangen, men stopper så op ved døren ud til P-pladsen. Da Signe når ham, tager han hende i hånden.

»Kom!« siger han.

Snart har februarmørket opslugt deres silhuetter, men Bos stemme kan stadig høres:

»Hana! Doul! Hanaaaaa...«