Stor kronhjort udstilles offentligt i to uger
Kronhjort på byvåben får selskab af en skulptur af en kronhjort i virkelig størrelse.
På facaden af administrationsbygningen i Hammel er der et keramisk relief af Hammels byvåben, hvor motivet er en rank kronhjort omgivet af træer og vand.
Kronhjorten på byvåbnet får i to uger selskab af en skulptur af en kronhjort i virkelig størrelse, der bliver udstillet foran indgangen til administrationsbygningen i Torvegade.
Kronhjorten står på et podie og rager med gevir 260 centimeter op i højden.
»Man får et indtryk af, hvor stor en kronhjort virkelig er,« siger kunstner Erling Mørch fra Fajstrup, der har lavet skulpturen.
Han har i fem år ernæret sig som kunstner og er kendt for at lave anatomisk korrekte skulpturer af primært fugle i alverdens størrelser. I sit kunstneriske arbejde trækker han på sin erfaring igennem 40 år som zoologisk konservator med at konservere dyr.
Privat bestilling
En af Erling Mørchs kunder spurgte, om han kunne bestille en skulptur af en kronhjort. Kunstneren fra Fajstrup sagde ja til opgaven og har i over et halvt år arbejdet on and off på at lave den store skulptur. Den er nu færdig og slår et smut omkring Hammel, inden den bliver leveret til den private køber, der har et jagtområde.
Når nu Hammel har en kronhjort i sit byvåben, synes Erling Mørch, at det kunne være sjovt at udstille skulpturen foran administrationsbygningen med byvåbnet på muren. Han har derfor lavet en aftale med kommunen om at udstille kronhjorten i to uger.
»Som kunstner vil man jo også gerne ses og høres,« siger Erling Mørch.
Skulpturen er lavet af cortenstål, som består af jern tilsat kobber og nikkel. Det har den egenskab, at det ruster kontrolleret, fortæller Erling Mørch, som er medlem af Dansk Billedhuggersamfund.
Kronhjorten vejer 390 kilo, og den bliver opstillet tirsdag 2. juli efter deadline på denne avis.