Fortsæt til indhold

For få måneder siden manglede to millioner kroner – nu er friluftsbad tæt på at være i mål

En altafgørende renovering til fire millioner kroner står for døren i Voldbybadet. Nu er – næsten – alle pengene i kassen.

Favrskov

Voldbybadet lagde sæsonen ud med at mangle to millioner kroner til en tiltrængt renovering, som faktisk er afgørende for, at friluftsbadet har lov til fortsat at holde åbent.

Det er otte uger siden sæsonstarten – som helt præcist var 18. maj – men på de otte uger er der kommet en hel del penge i Voldby Beboerforenings kasse.

Dels 290.000 kroner fra Landsbyrådet i Favrskov Kommune.

Dels 1,3 millioner kroner fra Landdistriktspuljen under By-, Land- og Kirkeministeriet.

Det betyder, at Voldby Beboerforening, som står bag Voldbybadet, nu ”kun” mangler omkring 260.000 kroner for at være i hus med den yderst vigtige renovering, som samlet set koster fire millioner kroner.

Var aldrig i tvivl

Det glæder formanden for Voldby Beboerforening, Linnea Juul Sten, at projektet nu kan gennemføres – for det bliver gennemført uanset om de sidste penge kommer i kassen eller ej.

»Nu skal vi lige finde ud af, om vi vil justere lidt, eller om vi tror få, at vi kan få de sidste penge i kassen, men uanset hvad går vi i gang med arbejdet her til efteråret,« siger formanden.

»Det er helt fantastisk, at der er andre, som har kunnet se værdien i Voldbybadet og derfor har været villige til at spytte i kassen, så badet kan bevares. Det er bare mega fedt,« fortsætter Linnea Juul Sten.

Fire milloner kroner er mange penge. Har I nogensinde tvivlet på, at det ville lykkes?

»Nej, det har vi faktisk ikke. Vi synes jo selv, at det er en unik perle, vi har her, så vi var egentlig ikke et øjeblik i tvivl om, at vi ville få pengene ind – det var mere et spørgsmål, om vi ville kunne nå det allerede til næste år,« siger formanden, som glæder sig til at fremvise et »nyt« friluftsbad, når sæson 2025 står for døren.

»Mange af de helt dyre dele af renoveringen er jo ikke noget, som de besøgende kan se – såsom opdateret kemistyring og lignende – men der kommer også en spritny bassindug, og belægningen samt hele området om bassinet bliver opdateret. Så badet kommer til at se nyt ud.«