Fortsæt til indhold

Bænk af blodbøg: Sikrer at en del af historien lever videre

Frem til 1989 var der skole på Voldbyvej 7. Midt i skolegården stod en blodbøg, som nu er blevet forvandlet til en bænk fuld af historie.

Favrskov
csj

Østervangen i Hammel, den historiske bebyggelse, hvor Østervangsskolen lå indtil 1989, gennemgår lige nu en transformation. Hovedbygningen bevares og bliver nænsomt renoveret, mens baghuset fra 1950’erne erstattes af et nyt og moderne byggeri. Det er boligforeningen AL2bolig, som står bag.

Midt i den gamle skolegård stod en blodbøg. Efter mange års tro tjeneste var træet blevet sygt og skulle fældes. Nu får det ikoniske træ en ny funktion som bænk. Men ikke bare en hvilken som helst bænk; det er blevet til en kunstnerisk skulptur skabt til boligafdelingen af træskulptør Peter Hausgaard Gregersen, oplyser Al2bolig i en pressemeddelelse.

Det er træskulptør Peter Hausgaard Gregersen, der har forvandlet den gamle blodbøg til bænk. Pressefoto

Træskulptøren har forvandlet blodbøgen til en fortælling. I bænken har han udskåret et legende barn, der kravler op bag bænken og et andet barn, der sidder og læser, omgivet af en stak bøger. Den detaljerige skulptur fanger essensen af den gamle skole og sørger for, at minderne om skolen lever videre i Østervangen.