Fortsæt til indhold

Ny tatovør butik i Hammel: Inkredible Tattoo

Lokal håndværker åbner butik sammen med tatovør fra Ukraine.

Favrskov

Der sker noget nyt i butikslokalet i Østergade 31 i Hammel, hvor man tidligere kunne få wellness og massage. Lokalet er blevet udlejet til en ny butik, der også beskæftiger sig med kroppen, men på en noget anden måde.

Som logoet i vinduerne signalerer, vil man fremover kunne blive tatoveret (og piercet) i butikken, der hedder Inkredible Tattoo. Manden bag butikken hedder Ryan P. Jørgensen og er selvstændig håndværker med bopæl i Søbyvad. Han er ikke selv tatovør, men kender mange tatovører og har igennem årene tit tænkt på at åbne tatovørbutik, så han slog til, da han så det ledige butikslokale i byens centrum.

»Jeg tror ikke, man kun kan leve af folk fra Hammel og opland, men hvis man har en shop med dygtige artister, vil folk gerne køre efter det. Jeg er selv kørt til for eksempel Kolding og Odense for at blive tatoveret,« fortæller Ryan P. Jørgensen.

Han har selv en del tatoveringer og ligner med sine egne ord et kladdehæfte fra 90’erne.

»Jeg blev bidt af det for tidligt,« fortæller han med et grin og tilføjer:

»Faget har flyttet sig meget igennem årene, og i dag er det jo hele kunststykker.«

Dansk-ukrainsk

Ryan blev for nogle år tatoveret af Oleksandr Chyhidin fra Ukraine, i daglig tale bare kaldt Alex, som han siden har holdt kontakten med og henvendte sig til i forbindelse med planerne om at åbne en tatovørshop i Hammel.

Ryan P. Jørgensen indretter selv den nye tatovør-butik, hvor han her slænger sig i lounge-området sammen med sin butikspartner, Alex. Foto: jr

De to kommer til at drive Inkredible Tattoo i partnerskab med Alex som den, der står for det faglige, mens Ryan står for økonomien og det administrative og bliver en slags vicevært. Han driver sin egen håndværksvirksomhed, PJ Byg, så det bliver hans kone, Trine Panum Jørgensen, der til daglig vil være i butikken sammen med tatovørerne.

Selvstændige tatovører

Alex og hans kæreste Anna, der også er fra Ukraine og hvis fulde navn er Hanna Shapovalova, bliver faste tatovører sammen med formentlig et par stykker mere. Der er indkøbt fire tatovør-stole og dermed plads til fire tatovører, som i princippet er selvstændige og lejer sig ind i lokaler i Hammel.

»Vi stiller materialer til rådighed, så vi er sikker på, at der bliver brugt dansk godkendte produkter. Tatovørerne skal kun medbringe deres maskine og computer,« siger Ryan.

Butikken kommer til at have almindelige åbningstider, og der kommer et bookingsystem, man skal anvende for at få lavet en tatovering i Østergade 31.

Alex og Anna

Alex og Anna kom til Danmark i forbindelse med krigen i deres hjemland. De bor i Viborg og har begge arbejdet hos en lokal tatovør i domkirkebyen. Alex har været tatovør i ni år og arbejder mest i sort og grå og har speciale i blandt andet stilen Trash Polka.

»Men jeg arbejder også med farver og laver også traditionelle og oldschool tatoveringer – alt hvad folk beder om. Og så kan jeg også godt lide at lave små tatoveringer, som er lidt sværere, da man ikke kan skjule fejl,« fortæller Alex.

Anna har været tatovør i snart fem år og har for nylig uddannet sig i piercing, så man kan også blive piercet hos hende.

»Jeg elsker grafiske tatoveringer, prik-tatoveringer og fine lines, hvor man bruger flere sessioner til at lave tatoveringen,« fortæller Anna, der dog ligesom Alex laver alle former for tatoveringer.

Udover de faste tatovører vil Inkredible Tattoo indimellem have gæste-tatovører, der kan tilbyde noget særligt.

Inkredible Tattoo satser på at åbne i slutningen af august og vil inden da invitere til åbent hus, hvor man kan komme og se butikken og møde folkene bag.