Åbningsdagen er på plads: Favrskov får igen en sportsbutik
Lavprisbutik rykker ind i Tema Centret i Hammel.
Der går ikke længe, før man igen kan købe sportstøj, udstyr og tilbehør i Favrskov Kommune. Den nye butik åbner endda i de samme lokaler, hvor der indtil for nylig lå en anden sportsbutik. Det er i Tema Centret i Hammel, hvor der kommer en Sport24 Outlet butik.
I butikken i Hammel bliver der et bredt udvalg af sportstøj og sko, udstyr og tilbehør til en lang række sportsgrene som fodbold, håndbold, badminton, tennis, padel, svømning, cykling og løb. Plus en masse fritidstøj og sko.
At der er tale om en outlet butik betyder, at du ikke kan købe de allernyeste varer, og at udvalget er lidt mindre end i Sport 24’s ”almindelige” butikker. Til gengæld får du mere for pengene i en outlet butik, end hvis du går efter de helt nye varer.
»Vi er en lavprisbutik, der sælger kvalitet til gode priser. Outlet-butikkerne køber varer via Sport 24’s hovedlager, der har de nyeste kollektioner, samt gode tilbud fra leverandørerne,« fortæller Finn Svane, der er medindehaver af den nye Sport 24 Outlet Hammel.
»Vi har ikke det helt brede udvalg med alle mærker, men ni ud af 10 er glade for at handle i en outletbutik, selvom vi måske ”kun” har 20 forskellige badmintonketsjere.«
Fire indehavere
Finn Svane ejer butikken i Hammel sammen med Bjarke Nørgaard fra Viborg, Troels Rasmussen fra Skanderborg og Ole Jørgensen fra Vejen, som alle i forvejen har andre Sport 24 Outlet butikker.
Finn Svane og Bjarke Nørgaard ejer butikkerne i Egå og Viborg, hvor Finn bor med sin hustru, Pernille Svane Agerholm. Hun er butikschef i Egå og bliver også butikschef i Hammel, hvor man er i gang med at ansætte personale.
»Vi skal have mindst to fuldtidsansatte, forhåbentlig lokale, foruden butikschefen og flere deltidsansatte,« fortæller Finn Svane, der udover at drive snart tre butikker også arbejder på Sport 24’s hovedkontor i Funder ved Silkeborg.
En driftig sportsby
Han og de tre medindehavere har søgt og fået tilladelse af Sport 24 til at åbne butikken i Hammel, der ligesom kædens andre butikker bliver drevet på franchisebasis. Det betyder, at indehaverne driver butikken selvstændigt, men i overensstemmelse med franchisegiverens koncept og retningslinjer.
»Hammel virker som en driftig sportsby, der ligger et godt stykke fra vores nærmeste butikker i Viborg, Silkeborg, Skanderborg, Randers og Aarhus. Der er ingen sportsbutik i Hammel, og heller ikke i Hinnerup eller Hadsten, så der er et stort opland. Vi tror på, der er et marked,« siger Finn Svane.
Sport 24 er med i alt omkring 100 butikker, hvoraf cirka halvdelen er outlet, Danmarks største sportskæde. Kæden har også en webbutik, og hvis du har købt noget i webbutikken eller i en anden af kædens butikker, kan du bytte det eller få pengene retur i enhver butik.
Sport 24 Outlet Hammel åbner fredag 27. september 2024.
”I kan godt glæde jer. Vi åbner med en masse gode tilbud,” fortæller Finn Svane med et smil.