Fortsæt til indhold

Nu er byggeriet skudt i gang: Her skal 60 ældre bo

Byggeriet af et 151 millioner kroner dyrt plejecenter med 60 boliger er nu i gang i Hadsten.

Favrskov

Byggeriet af et nyt plejecenter med 60 boliger på Hadbjergvej i Hadsten er nu skudt i gang. Det første spadestik til det 151 millioner kroner store projekt blev taget i silende regnvejr i fredags efter et halvt års forsinkelse.

»Under planlægningen steg priserne på byggematerialer så voldsomt, at hvis vi havde trykket på knappen på det tidspunkt, ville vi ikke få ret meget for pengene. Så vi trykkede i stedet på bremsen og ventede på, at byggepriserne faldt lidt mere til ro, så vi kunne bygge det, vi ønskede,« sagde borgmester Lars Storgaard indledningsvist i sin tale ved det første spadestik – han fortsatte:

»Vi ved, at der bliver flere ældre i fremtiden, og plejecentret er en investering i de borgere, som har bidraget til vores samfund og velfærd gennem et langt liv. Hadsten er en attraktiv by i vækst – lige nu vokser byen i kraft af de store boligudstykninger i den sydlige ende af byen, og med spadestikket i dag påbegynder vi en ny udvikling og vækst for byen her i den nordlige del.«

Borgmesteren tilføjede, at politikerne har sikret sig, at plejecentret kan udvides med yderligere 30 boliger, hvis behovet opstår.

Det er Byggefirmaet Knudsgaard og Erik Arkitekter, der står bag byggeriet, som er planlagt til at stå færdigt i slutningen af 2026.

Der er hentet inspiration til Hadstens nye plejecenter både i egne plejecentre og i andre kommuner i Østjylland. Nu er første spadestik taget. Foto: Favrskov Kommune

»Byens liv trækkes ind«

Før det obligatoriske første spadestik blev taget, holdt også Rikke Randrup Skåning tale. Hun er formand for Social- og Sundhedsudvalget.

Hun har været en del af byggeprogramudvalget og har derfor været meget engageret i planlægningen af plejecentret:

»Helt centralt har stået ønsket om at bygge et plejecenter, der både er hjemligt for beboerne og en god arbejdsplads for medarbejderne. De to fokuspunkter har vægtet tungt i byggeprogramudvalgets arbejde,« sagde hun, kort før spaden kom i jorden.

Hun forklarede, at byggeprogramudvalget har besøgt plejecentre i andre kommuner rundt i Østjylland for at lære af deres erfaringer.

»Vi har naturligvis også mange gode erfaringer fra vores egne plejecentre, og dem har vi også taget med ind i planlægningen og overvejelserne,« sagde Rikke Randrup Skåning.

Hun uddybede, at der blandt andet er lagt vægt på, at medarbejderne kan komme hensigtsmæssigt rundt i huset, hvorfor der bliver opført en ekstra elevator, ligesom der bliver lavet døgnrytmebelysning i fællearealerne, til gavn for både medarbejdere og borgere med demens.

Der er også tænkt over personalefaciliteter og plads til den nødvendige dokumentation og det administrative arbejde. Inden døre bliver der skabt flere områder og nicher til ro og hyggeligt samvær med beboerne og pårørende, men også et fælles område, som kan anvendes til mange forskellige formål: Både bevægelsesaktiviteter, fællessang, festlige sammenkomster og plads til at samles, når der skal tages afsked og siges et værdigt farvel.

Udendørs bliver plejecentret opført, så udearealerne bliver åbne for byen, så »byens liv trækkes med ind på de grønne områder,« som Rikke Randrup Skåning udtrykte det.

»Det har været vores klare ønske at skabe et byrum omkring plejecentret, som kan anvendes af både beboerne og borgerne i nabolaget – og resten af byen for den sags skyld,« lød det i talen fra formanden for Social- og Sundhedsudvalget – hun fortsatte:

»Med en placering i et område, som rummer mange offentlige institutioner: Vuggestuer, børnehaver, skoler, uddannelses institutioner og botilbuddet Elbæk som nærmeste nabo, så håber jeg, at det kan skabe nogle synergier på tværs af generationer og interesser. Samtidig er det også vores håb og ønske, at vores mange frivillige foreninger har lyst til at være med til at skabe liv og kulturmøder på vores nye plejecenter.«

Der er hentet inspiration til Hadstens nye plejecenter både i egne plejecentre og i andre kommuner i Østjylland. Nu er første spadestik taget. Foto: Favrskov Kommune