Fortsæt til indhold

Her kommer der en ny og pæn stor Normal butik

Den fremadstormende butikskæde kommer nu til Hinnerup.

Favrskov

Artiklen er blevet opdateret.

Butikskæden Normal åbner i foråret 2025 en butik i Hinnerup. Den nye butik rykker ind i bygningerne på adressen Storegade 20, hvor blandt andre 365discount også holder til og i øvrigt udvider og bygger om, inden Normal flytter ind. Udvidelsen af discountbutikken og Normals indflytning sker i nogle lokaler, der længe har stået tomme og tidligere har været brugt til markedsplads med mere.

»Åbningen er et led i vores strategi om, at vi gerne vil være tættere på flere danskere. Vi har i en tid haft en butik i Hammel, der går fint, og det er et naturligt nyt skridt for os at åbne i Hinnerup, som er en by med over 8.000 indbyggere,« siger Normals landechef, Lars Bjerring, til Lokalavisen.

Nyåbninger er desuden betinget af, at Normal finder nogle velegnede lokaler at flytte ind i. Butikskæden vil gerne have butikker på mindst 350 kvadratmeter og får i Storegade i Hinnerup et butikslokale på næsten 400 kvadratmeter.

»Vi skal have et ordentligt salgslokale, og så skal der være et godt byliv, og det er der i Hinnerup,« siger landechefen.

Unormale priser

Normal er en danskejet detailkæde, der ifølge deres slogan sælger helt normale varer til unormale priser. Sortimentet omfatter blandt andet kendte mærkevarer inden for personlig pleje, makeup, konfekture og husholdningsartikler. Kæden har over 150 butikker i Danmark og over 800 butikker, når man regner Norge, Sverige, Holland, Frankrig, Finland, Portugal og Spanien med. Og der er flere på vej.

Det er desuden målet, at det altid skal være en ny og unik oplevelse at besøge en af kædens butikker, også selvom det kun er en uge siden, man sidst var forbi butikken. Derfor er der hele tiden løbende udskiftning på hylderne, så der altid er nye varer at finde og udforske. Butikslabyrinten inviterer til at gå på skattejagt blandt de mangevarer fra kendte og ukendte brands, og der vil altid vente en overraskelse rundt om det næste hjørne, lyder det i pressemeddelelsen.

»Vores mål er, at du som kunde får en unik oplevelse, hver gang du besøger en af vores butikker. Derfor får vi, udover det brede og faste sortiment, hele tiden nye varer hjem, også fra spændende brands, som du kun finder i Normal. Faktisk får vi cirka 100 nye varer i butikkerne hver eneste uge, og det gør, at der altid er noget nyt og spændende at finde i butikken,« siger Lars Bjerring.

Intern butikschef

Der skal ansættes en butikschef samt 2-3 fuldstidsansatte medarbejedere plus ungearbejdere til at drive den nye butik i Hinnerup. I alt regner man med at skulle bruge 10-15 medarbejdere, afhængig af hvor godt byen tager imod den nye Normal. Som butikschef har kæden kig på at besætte stillingen internt med en medarbejder med erfaring, oplyser landechefen.

Når dørene slås op til en ny butik, sker det altid med en åbningsfest, og åbningen i Hinnerup bliver ingen undtagelse. Kunderne kan her se frem til events, konkurrencer, giveaways – og god stemning.

Den præcise dato for åbningsfesten offentliggøres på et senere tidspunkt.