Fortsæt til indhold

365discount bygger om og får Normal som nabo

Butikken får mere plads, nyt inventar og flere ferskvarer, frugt og grønt.

Favrskov

365discount i Storegade 20 i Hinnerup bliver bygget om og udvidet til en større og mere tidssvarende butik. Ombygningen er så småt gået i gang, og den forventes af være færdig i slutningen af januar 2025.

Butikschef Poul Bro Miltersen glæder sig til at slå dørene op til en forandret butik i det nye år, som skal give kunderne en forbedret indkøbsoplevelse.

»Vi opgraderer butikkens indretning, og der kommer nyt inventar og nye kølemøbler. Sortimentet bliver udvidet med flere ferskvarer og mere frugt og grønt. Og så kommer der et selvbetjeningsområde, hvor man kan betale med både kort og Coops app,« fortæller butikschefen i en pressemeddelelse.

Butikkens salgsareal er i dag på 590 kvadratmeter. Det bliver udvidet med lidt over 200 kvadratmeter og vil efter nytår være på 800 kvadratmeter.

Det ekstra areal, som længe har stået tomt, har blandt andet været brugt af SuperBrugsen som markedsplads. Her bliver der samtidig også plads til en ny Normal butik, som åbner i løbet af foråret 2025.

Discountbutikken vil i forbindelse med ombygningen være lukket i to uger i begyndelsen af januar.