Fortsæt til indhold

Danske Spil efterlyser nybagt millionær i Favrskov

Den ene af weekendens to ny millionærer er sandsynligvis fra Hadsten-området.

Favrskov
jr

To heldige danskere blev millionærer med Lotto i weekenden. Den ene spillede i Dagli’ Brugsen i Gudumholm syd for Aalborg, mens den anden har købt sin kupon hos Skjold Burne i Hadsten.

For begge de nybagte millionærer gælder det, at de endnu ikke har meldt sig, oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.

»Så tjek dine kuponer en ekstra gang, hvis du spillede Lotto i sidste uge,« lyder opfordringen.

»Fornøjelsen er altid stor, når vi får lov til at dele gevinster ud til glade danskere, der spiller med i vores lotterier. Vi bliver i Danske Spil glade hver gang. Også selvom det sker hver eneste uge,« siger Malene Mølgaard, der er adm. direktør i Danske Lotteri Spil, som står bag Lotto.

Mens de to heldige vindere kan glæde sig over hver deres million, så var der ingen, som kunne glæde sig over førstepræmien. Det betyder til gengæld, at en eventuel vinder i næste uge kan glæde sig så meget mere: Næste lørdag er der nu hele 18 millioner kroner i førstepræmiepuljen, når der skal trækkes syv vindertal i Lotto.