Fortsæt til indhold

Købmand skal flytte: Her kan den ende

Mange mulige placeringer er kogt ned til to for Min Købmand Voldum, som skal flytte, da den nuværende butik skal rives ned.

Favrskov

Bygningen, hvor Min Købmand i Voldum ligger i dag, skal rives ned for at give plads til et nyt boligområde. Min Købmand skal derfor flytte til en ny placering.

Flemming Møller Hoe, der er medejer af forretningen, håbede oprindeligt, at en ny butik i byen kunne stå klar i 2025, men nu må han erkende, at »alting bare tager meget længere tid, end en almindelig købmand går og tror,« som han siger med et smil.

Han er dog ikke et sekund i tvivl, om at den nye købmands-butik nok skal blive realiseret.

»Jeg håber, at vi inden for det første halvår af 2026 vil kunne præsentere det endelige projekt,« siger han.

Kogt ned til to

Det er lidt over et år siden, projektet for alvor blev skudt i gang med et borgermøde i Voldum. Her blev idéen om en borgerejet købmand lanceret, og anparter af 2.500 kroner stykket blev sat til salg.

Siden borgermødet har adskillige mulige placeringer været i spil. For selvom der i en ny lokalplan er lavet plads til en købmand ved siden af Voldum-Hallen, så har de to ejere af Min Købmand Voldum, Mickie Borch og Flemming Møller Hoe, hele tiden ønsket, at placeringen blev ud til Clausholmvej/Egåvej.

»Det har helt klart været vores intention. Alle butikker vil jo gerne ligge der, hvor der er mest trafik. Og ja, Voldum-Rud Vej er stor, men Clausholmvej er bare større. Derfor må der være større sandsynlighed for, at flere stopper dér,« siger Flemming Møller Hoe, som forklarer, at Købmandsgruppen, der består af lokale folk, har gennemgået alle relevante placeringer i forhold til Clausholmvej/Egåvej.

Enten har grunden ikke været til salg, eller den har været for dyr eller alt muligt andet, som har umuliggjort placeringen. Nu er der to muligheder tilbage: Enten placeringen ved siden af hallen, som kommunen egentlig planlagde med fra begyndelsen, eller Dalsbrovej 4, hvor en eksisterende industribygning ville kunne indgå i den nye forretning.

»Lige umiddelbart er det placeringen ved hallen, vi kører med, men vi har som sådan ikke lagt os fast på noget,« siger Flemming Møller Hoe.

Budgettet ser fornuftigt ud, uanset hvilken placering det ender med. Dalsbrovej er en smule billigere, fordi den eksisterende bygning vil kunne bruges.

Borgerejet

Nu venter flere møder med kommunen og med Voldum-Hallen. Derefter skal den endelige placering vælges, og det endelige projekt skal præsenteres for byens borgere.

»Når placeringen er valgt, har vi naturligvis også et bedre overblik i forhold til finansieringen: Hvor meget mangler vi fra borgerne i Voldum og omegn, og hvad mangler vi fra fonde,« siger Flemming Møller Hoe, der drømmer om en ny butik på cirka 805 kvadratmeter, hvoraf de 550 kvadratmeter er salgsareal.

Borgerne i Voldum vil ende med at eje bygningen og al inventaret, og de to købmænd leaser så inventar og betaler husleje. Byen bliver altså udlejer.

Lige nu er der købt anparter for 1.327.500 kroner. Flemming Møller Hoe håber meget, at beløbet kan runde to millioner kroner.

»Det gør det bare meget nemmere at låne de sidste penge i en kreditforening. Derfor er det så vigtig at få samlet så meget sammen som muligt.«

En endelig pris for projektet tør købmanden ikke at give.

»For der er så mange ting i spil stadigvæk, at det er svært at komme med et endeligt beløb for projektet.«