Fortsæt til indhold

Efter mange års utilfredshed er renoveringen af stor handelsgade nu ved at være i mål

Efter nogle måneders intensivt vejarbejde er Storegade i Hinnerup nu endelig blevet renoveret.

Favrskov

Hinnerups primære handelsgade, Storegade, har i de seneste måneder været præget af vejarbejde, som har gjort det besværligt for beboerne, de handlende og deres kunder at komme omkring.

Den gode nyhed er, at renoveringen nu nærmer sig sin afslutning. Det glæder Erling Kvist Andersen, der som byrådsmedlem fra Hinnerup igennem mange år har lagt øre til problemer med blandt andet ubrugelige cykelstier, elendigt afløb af regnvand og dårlig adgang til de store parkeringspladser.

»Nu er arbejdet endelig ved at være færdigt, og en ny gade kan være klar inden julehandlen. Jeg ser frem til en smukt pyntet gade og håber, at alle vil tænke på at handle lokalt for at bakke op om de erhvervsdrivende, som har været gennem nogle besværlige måneder,« siger det lokale byrådsmedlem.

Cykelstien i Storegade har været kritiseret for at være for smal og ikke markeret tydeligt nok. Den er nu blevet bredere og har fået ny asfalt, der tydeligt adskiller sig fra vejen og fortovet.

I forhold til parkering, som der også har været en del debat omkring, er der kommet tydeligt afmærkede korttidsparkeringspladser langs Storegade, hvilket gerne skulle gøre det lettere at komme omkring og nemmere at finde en plads, når man fremover kun må parkere der en halv time.

Ensretningen af Storegade ved Borgergade bliver desuden ophævet, så det bliver muligt at køre ind fra Hinnerup Nord og lettere at få adgang til de centrale parkeringspladser i midtbyen, hvor der på forsøgsbasis skal laves tidsbegrænset parkering i tre timer.

Ensretningen af Storegade ophæves, så det bliver nemmere at komme ind i midtbyen fra Hinnerup Nord. Foto: Erling Kvist Andersen

Storegade har desuden fået bredere og mere synlige overgange for fodgængere, og der er kommet nye lysmaster, fortæller Erling Kvist Andersen.

Byrådet afsatte sidste år 5,2 millioner kroner til renoveringsprojektet, som begyndte i august og nu altså er ved at være i mål.