Butik udvider og lejer halvdelen af pladsen ud til kontorfællesskab
Hos Hadsten Computer mangler man atter plads.
Det er blot tre et halvt år siden, Hadsten Computer flyttede fra Søndergade til større lokaler i Østergade 17. Nu er Hadsten-virksomheden så atter i pladsmangel og udvider ”bagtil” med 100 kvadratmeter.
»Vi mangler simpelthen lagerplads. Hvis ikke det skal ende i kaos med alle vores dimser og dutter, så skal vi have noget mere plads at sætte tingene på,« siger Stefan Granholm, der ejer Hadsten Computer.
Udvidelsen sker 1. maj næste år.
Det bliver dog ikke alle de 100 kvadratmeter, som omdannes til lager. Omkring halvdelen bliver til et nyt, åbent kontorfællesskab for fire personer.
»Det er dels, fordi noget af pladsen ikke helt egner sig til lager. Dels fordi det er dyrt, hvis de 100 kvadratmeter kun skulle gå til lager – på den her måde kommer der lidt penge ind. Dels fordi jeg er socialt anlagt,« siger Stefan Granholm, som håber at kunne sparre med lejerne og engang imellem spise sammen.
»Jeg prøver at have en lidt loose tilgang til det hele. Derfor koster det også kun 1.000 kroner om måneden,« siger Stefan Granholm.
Kontorpladsen er åben i Hadsten Computers åbningstid, hvorfor der ikke følger nøgler med – til gengæld følger selskab af kontorhunden Buller helt gratis med.