Fortsæt til indhold

Fest med liveband bliver ekstremt dyr: Troede de overholdt forsamlingsforbuddet

Krimi
Arkiv

29 personer står hver til en bøde på på 2.500 kroner for at overtræde forsamlingsforbuddet.

De deltog lørdag aften i en fest i centrum af Odense, som ved 22-tiden blev anmeldt til politiet for at være til ulempe. Fyns Politi rykkede ud til festen, som 29 personer inklusive et liveband deltog i. Festdeltagerne mente, at de overholdt forsamlingsforbudet på 10 personer, men den vurdering var politiet ikke enig i.

"De havde gjort tiltag for at dele festen op ved at inddele sig i grupper, der sad ved særskilte borde. Men det ændrer ikke ved, at der var 29 personer i et lokale, som vi mener var en forsamling, og derfor er de blevet sigtet," siger Fyns Politis vagtchef Henrik Strauss til Ritzau.

Københavns Politi har haft bødeblokken fremme to gange på Amager og Frederiksberg, hvor over 10 personer var sammen i festlokaler. I alt 16 personer blev sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet.

Sydsjællands og Lolland-Falster Politi rykkede natten til søndag ud til en fest med over 10 personer i et lejet lokale i Haslev på Sydsjælland. Her ville en del af festdeltagerne ikke rette sig efter politiet. De blev ved med at komme tilbage til festen, og da de modsatte sig anholdelse, blev de taget med i detentionen. Seks personer blev anholdt, og fem af dem røg i detentionen, oplyser Ritzau.

Det koster 2.500 kroner at overtræde forsamlingsforbuddet under coronakrisen. Hvis man gentager det, kan bøden blive højere.

jr