Mand viftede rundt med pistollignende genstand nær supermarked
En mand skabte mandag morgen panik i Østervrå i Nordjylland, da han rendte rundt og pegede på folk med en attrappistol.
Kunderne i og omkring den lokale Meny på Bredgade i Østervrå i Nordjylland fik sig mandag morgen en alvorlig forskrækkelse, da en mand pludselig begyndte vifte rundt med en pistollignende genstand.
Det bekræfter Nordjyllands Politi overfor Lokalavisen.dk.
Vagtchef Torben Larsen ved Nordjyllands Politi beretter, at politiet modtog en anmelde via 112 cirka klokken 08.13 om en mand, der befandt sig i området nær det lokale supermarked og viftede rundt med en pistollignende genstand – og pegede på folk.
Det skabte forståeligt nok panik og rædsel blandt de lokale handlende, der på sin vis barrikaderede sig inde i supermarkedet.
»Det var en person kendt fra lokalområdet, som gik og lavede utryghedsskabende opførsel i Østervrå,« siger Torben Larsen.
Det viste sig, at manden rendte rundt med en attrappistol – ifølge vagtchefen var der tale om en softgun.
Politiet mødte hurtigt talstærkt op på stedet med flere patruljebiler.
Manden er nu anholdt på gerningsstedet.
Det fastslår vagtchef Torben Larsen.
»Den slags tager vi selvfølgelig meget alvorligt, og vi har sendt flere patruljebiler til Østervrå,« siger Torben Larsen.
»Anmelderen var god til at hjælpe politiet. Vedkommende fulgte manden på afstand, så vi hurtigt kunne få et ansigt på ham, da vi landede deroppe i Østervrå.«
»Og manden blev anholdt uden dramatik. Men vi er stadig til stede deroppe. Vi får lige nu behandlet sagen – nu skal vi have talt med vidner i supermarkedet for at høre, om gerningsmanden har peget på nogle med sin attrappistol. Vi arbejder på højtryk for at finde frem til alle vidner og forurettede,« siger vagtchefen.