Jagter gerningsmænd til grov vold: Politiet frigiver overvågningsbilleder
Nordjyllands Politi er på jagt efter to formodede gerningsmænd til grov vold i Aalborg og har nu frigivet overvågningsbilleder fra Jomfru Ane Gade forud for overfaldet.
Nordjyllands Politi er på jagt efter to gerningsmænd til en grov voldsepisode i Jomfru Ane Gade i Aalborg. Nu firgiver de overvågningsbilleder i jagten på to mistænkte mænd i sagen.
Den 20. november omkring kl. 05.14 har to gerningsmænd henholdsvis tildelt knytnæveslag og slag med en flaske mod en tredje mand.
Det forklarer politikommissær Michael Karstenskov til Lokalavisen.dk.
»Det, jeg kan sige, er, at det er en forholdsvis ung mand, og han har fået snitsår i ansigtet og er blevet syet, og så har han fået ødelagt en kindtand,« siger Michael Karstenskov.
Episoden fandt sted nær Ved Stranden, hvor offeret først har talt med den ene gerningsmand, omtalt som Gerningsmand B, der af endnu ukendt årsag giver et knytnæveslag i ansigtet, og efterfølgende knuser den anden gerningsmand, Gerningsmand A, en større spiritusflaske i hovedet på offeret.
I forbindelse med efterforskningen har Nordjyllands Politi derfor frigivet overvågningsbilleder af to mistænkte, som de endnu ikke har identificeret.
Gerningsmand B beskrives som: lys i huden, 18-23 år gammel, ca. 175-180 cm høj med almindelig kropsbygning, en kronraget/skaldet frisure og iført hvid jakke med mærket ’Ellesse’ på brystkassen. Han var iklædt sandfarvede bukser og lyse sko.
Gerningsmand A er ligeledes lys i huden, 18-23 år gammel, 180 cm høj og almindelig til spinkelt af kropsbygning. Hans hår er lyst og kort, og han var iført sorte bukser, sort t-shirt samt en mørk, spraglet skjorte og lyse sko - og han bar på to store spiritusflasker.
Genkender man de to mænd eller har oplysninger i sagen, der kan hjælpe politiets efterforskning, kan man kontakte politiet på telefon 114.