Politiet løslader to sigtede i sagen fra Rådhusparken: Søger hjælp fra vidner
De to mænd, der er sigtet i sagen om drabet på en 34-årig hjemløs mand, der blev fundet kvalt 9. december i Rådhusparken, er blevet løsladt.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Der er tale om en 58-årig mand, som blev anholdt sammen dag som fundet af den afdøde, og en 24-årig mand, der blev anholdt et par uger senere.
De har begge siddet varetægtsfængslet i sagen, men mandag blev de altså løsladt. Dog stadig med en sigtelse for drab hængende over sig.
Kan ikke påvirke efterforskning
»Vi har i samarbejde med anklagemyndigheden vurderet, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling af de to fængslede ikke længere er tilstede på nuværende tidspunkt,« forklarer politiinspektør Brian Voss Olsen og uddyber til Lokalavisen Aarhus:
»Vi mener ikke, at de længere kan påvirke efterforskningen, og der er ikke efterforskningsmæssige grunde til at fastholde varetægtsfængsling.«
Men I opretholder sigtelserne, så I mener fortsat, at de står bag drabet?
»Det kan man ikke konkludere. Vi er stadig tidligt i efterforskningen, og den fortsætter med uformindsket styrke. At de fortsat er sigtede er lige så meget for deres skyld, så de har sigtedes rettigheder. Om der så kan rejses tiltale mod dem senere, skal anklagemyndigheden tage stilling til.«
Hører fortsat gerne fra vidner
Politiet har nu i snart halvanden måned efterforsket drabssagen, og der er stadig masser af arbejde foran efterforskerne.
I den forbindelse håber ordensmagten fortsat, at vidner der har set eller hørt noget, står frem.
»Vi har gennemgået en masse materiale og foretaget mange afhøringer af forskellige personer, og vi hører fortsat gerne fra eventuelle vidner, som måtte ligge inde med viden om sagen,« siger Brian Voss Olsen.