Holdt mand fanget i voldsorgie i timevis: Tre personer anholdt - en er på fri fod
To mænd og en kvinde er anholdt i sagen om frihedsberøvelse og grov vold i Åbyhøj. En 30-årig mand er efterlyst.
Østjyllands Politi har fanget og anholdt tre personer i en voldsom voldssag fra Åbyhøj.
En 43-årig mand vaklede tirsdag eftermiddag ind hos Danbolig på Silkeborgvej i Åbyhøj, efter han var sluppet væk fra en lejlighed, som han havde været indespærret i gennem flere timer og udsat for grov vold.
Politiet kunne efterfølgende skride til anholdelse af tre personer, en 20-årig kvinde og to mænd på 39 og 44 år. De er alle sigtet for at have deltaget i voldsaffæren.
Men en fjerde mand på 30 år er fortsat på fri fod, oplyser politiet.
Kun den ene af de anholdte, den 44-årige mand, bliver torsdag fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre, mens de to andre er løsladt efter endt afhæring. De er dog fortsat sigtet.
Offeret blev tirsdag indlagt på hospitalet. Han havde ikke pådraget sig alvorlige skader.