Voldsom gård-brand: Flere længer står ikke til at redde
Klokken 4.27 modtog Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse om gård, der stod i flammer på Salbyvej i Køge.
Natten til torsdag udbrød der en voldsom brand på en firlænget gård på Salbyvej i Køge.
Det bekræfter kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard ved Midt- og Vestsjællands Politi over for Lokalavisen onsdag morgen.
Klokken 4.27 tikkede der en anmeldelse ind om branden. Det var en forbipasserende bilist på motorvejen, der selv bor i området, som spottede ildebranden på gården. Bilisten slog derpå alarm, hvorefter både brandvæsen og politiet hastede ud til brandstedet.
»Politiet kunne ligesom brandvæsenet konstatere, at ilden havde fået godt fat i længerne på gården. Det lykkedes dog at få kontrol over branden og dermed også at redde et par køretøjer ud af flammerne; to personbiler samt en campingvogn,« fortæller Martin Bjerregaard.
»Der var ingen dyr i længerne, og i stuehuset, som ligger lidt for sig selv, var der heldigvis ingen hjemme. Der var altså ikke nogen personer, der skulle reddes ud af bygningerne. På grund af afstanden mellem de tre længer og stuehuset lykkedes det brandvæsenet at redde stuehuset – men det står dårligere til med hensyn til længerne. Brandvæsenet kunne ikke rede længerne fra branden,« siger han.
Årsagen til branden er endnu ukendt, melder Midt- og Vestsjællands Politi.
»Der var ikke nogen beboere hjemme, og branden blev opdaget tilfældigt af en forbipasserende bilist på motorvejen – som dog bor i området og kender bygningen, fordi han kører forbi jævnligt. Men vedkommende har ikke set andet end flammer – og altså ikke, hvad der er foregået forud for det,« siger Martin Bjerregaard.
En brandefterforsker vil som den første besigtige brandstedet. Derefter vil politiet tage en vurdering af, om der skal tilkaldes egentlige kriminalteknikere, hvis der skulle være behov for det.
»Politiet kørte derfra cirka 5.30, mens brandvæsenet stadig er i gang med brandslukningsarbejdet. Politiet har valgt at trække sig tilbage og overlade brandstedet til brandvæsenet. Men vi kommer igen, når brandvæsenet er færdig med sit arbejde og brandstedet er kølet af, så vi kan lave vores tekniske undersøgelser,« slutter Martin Bjerregaard.